Peer's hjemmeside
Hvem er Peer Fischer Holm ?
Til Peer's forside
Billeder af mig selv
Familiebilleder 
Se hvor jeg bor
Mine film på Internet
Slægtsforskning
Min nærmeste familie
Min farfars efterkomme
Min mors familie
Videoredigering
Sikker nethandel
Send en mail til mig

Se mit liv på 1 minut
    Klik på billedet

  • Jeg er nu en pensionist, årgang 1932. Min søde kone hed Bente. Hun døde desværre 8.4.2022. 
  • Her kan du se billeder af mine børn og børnebørn.
  • Jeg bor i den skønne Mols Nationalpark, direkte ved Begtrup Vig, Særbækvej 19, 8420 Knebel, Danmark. Du kan se på Krak´s kort, hvor huset ligger. Du kan også se, hvordan huset ser ud.
  • Før jeg blev pensionist, arbejdede jeg i 25 år som økonomidirektør for Nordisk Wavin A/S i Hammel. En meget spændende, international virksomhed med et godt arbejdsklima. Her kan du finde mit CV, der fortæller om min erhvervserfaring.
  • Vi elskede at rejse i udlandet, og at lære andre kulturer at kende. I begyndelsen var det særligt det lille land Gambia i Vestafrika vi faldt for. Der har vi været 25 gange.  Siden har vi været mange andre spændende steder. Du kan se mine film derfra her. 
  • I mit job har jeg haft mulighed for at "lege" med computer, siden den kun var hulkort, en sorteringsmaskine og en lille regnemaskine. Det kan jeg slet ikke undvære, så nu har jeg flere, som jeg bruger flittigt til E-mail, videoredigering, slægtsforskning, billedbehandling, internetsøgning, og naturligvis også til at lave disse hjemmesider.
  • Jeg har været formand for Århus Videoklub i 8 år, og stadig medlem. Jeg var formand i Centerrådet i Lyngparken i Knebel i 10 år, hvor jeg underviste i slægtsforskning, IT, Internet og Smartphone. Jeg var også medlem af grundejerforeningens bestyrelse i mange år, en del af tiden som formand.
  • Foto og senere film har altid haft min interesse. I 1947, da jeg var 15 år gammel, købte jeg mit 1. fotoapparat.
  • Min interesse for film begyndte med smalfilm i 1967.
  • Jeg har heldigvis også andre interesser: hus, have, badminton, svømning, naturvandring og ikke mindst samvær med børn, børnebørn, venner og familie.
  • Hvis du er interesseret i at se hele mit livshistorie, kan du se den herunder:
    Alle links fører til fotos eller et filmklip fra stedet. Min livshistorie er opdelt i disse afsnit.
  • 1. Barndommen
  • 2. Drengen
  • 3.Ungdommen
  • 4. Familiefaderen
  • 5. Hjem til Aarhus
  • 6. Pensionisten 
  • 7. Den gamle
Opdateret 15.6.2023.

Peer Fischer Holms Livshistorie

1. Barndommen

Jeg blev født på Fødselsanstalten i Århus 12. juli 1932. Mine forældre boede dengang i Ny Munkegade 73 i Aarhus.
Jeg blev døbt Peer med 2 e-er. Da jeg var 2 1/4 år gammel, fik jeg en lillesøster, hun hedder Anne-Lise.

Da jeg var 4 år, flyttede familien til Nyborggade 2, 3.sal, tv. Det var en stor 3 værelses lejlighed, men "dagligstuen" blev kun brugt, når der var gæster. Her voksede jeg op og blev kendt som en meget aktiv dreng, der var initiativtager til de fleste af de drengestreger, der fandt sted i kvarteret. En af mine kammerater var Max Hedemann. Ham og hans kone kommer jegi stadig sammen med.

Min mor hed Helga og var født
og opvokset i Gørlev på Sjælland. Hun blev uddannet syerske i Kalundborg. Her lærte hun min far at kende, da han var projektleder i byen. Hun flyttede med min far til Århus, hvor hun blev guvernante ved direktørfamilien på Østergades Hotel i Aarhus. Hun var flittig og livsglad. Hun sang altid derhjemme, det var tidens revyviser, hun kendte alle versene udenad. Hun sang dem så mange gange, at jeg stadig kan huske melodierne og nogle af teksterne.
Hun levede fra 1903 til 1987 og blev 84 år gammel.

Min far hed Aage, han blev født i 1898 i Århus. Han var udlært tømrer og havde læst til konstruktør, I sine unge år havde han rejst rundt i Europa som naver. Jeg ville ønske, han havde skrevet sin livshistorie ned. Min far var vittig og livlig og fløjtede meget. Han levede kun fra 1898 til 1948.

Han var leder af arkitektkontoret ved Post- og Telegrafvæsenet da jeg blev født.
Han tog mig tit med på sin cykel til morgenbadning på Herrernes Badeanstalt på Strandvejen. Han lærte mig at svømme, først under vandet, så over vandet og til sidst at dykke ned til bunden.   

Jeg begyndte i Fjordsgade skole, da jeg lige var fyldt 7 år, det var i 1939, kort før 2. verdenskrig startede. Skolen interesserede mig ikke så meget som fritiden. Under krigen var der alt for mange spændende ting at opleve for en dreng med hang til udfordringer. Jeg kan tydeligt huske tyskernes indmarch i Aarhus med fuld musik i Hans Broges Gade. Det så meget imponerende ud. Det stod mig hurtigt klart, at krigen og tyskernes besættelse var en alvorlig sag. Der blev sat sorte mørklægnings gardiner for alle vinduerne, og når luftalarmen hylede om natten, skulle vi hurtigt op af sengen og ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Det var nu meget sjovt, for vi kunne spille forskellige spil dernede. Det var nu træls, når det skete flere gange på en nat. Min far var luftværnsleder på posthuset i Kannikegade, og havde et blåt armbind på, så han måtte cykle derned. Ellers ville tyskerne ikke tillade ham at være ude under luftalarmen. 

Det blev for farligt for fragtskibe at sejle på havet, så al import stoppede.
Mange varer slap op, og vi fik udleveret rationeringsmærker, som vi kunne købe lidt for. Min mor manglede sukkermærker, for hun syltede meget, men så byttede hun med smørmærker, det fik vi alligevel skrabet tyndt på brødet. Kaffe var der meget lidt af, derfor blev det blandet op med kaffetilsætning. Det hed Richs eller Danmarks, og der var et billede i hver pakke. Dem samlede jeg på og klistrede ind i bøger.

Jeg kom en del på Aarhus havn, det var spændende, at se skibene komme og gods blive lodset og lastet. Under 2. verdenskrig var det mest tyske krigsskibe, men derefter  fra alle andre lande. Jeg samlede på frimærker og spurgte tit søfolkene, om de havde nogle frimærker til mig. Engang var der nogle finske søfolk, der tilbød mig en finsk dolk for et sukkermærke. Jeg lånte et af min mor, solgte dolken for 2 sukkermærker, købte 2 dolke, solgte den ene for 2 sukkermærker, som jeg gav min mor. Jeg havde stadig en flot dolk tilbage. 

Brændsel var der også for lidt af, så der var meget koldt i stuerne om vinteren. Der blev fyret med tørv i ejendommens centralfyr, vandet drev af det, så det var ikke godt. Der var dog også fordel ved brændselsmanglen, skolerne holdt tit lukket, fordi man ikke havde mere brændsel. 
Det faldt desværre sammen med, at vi i vinteren 1939-40 og de 2 efterfølgende vintre havde meget hårde isvintre. Nedløbsrørene fra køkkenvaskene sad dengang uden på husmuren, så de frøs til og måtte pilles ned for at blive tøet op. Det var koldt i alle rum og der var et tykt lag is indvendig på ruderne, så vi ikke kunne se ud af dem.

Gas var også rationeret, men vi fik en lille brændeovn i køkkenet. Den kunne vi lave mad på, og den gav også varme i køkkenet. Jeg samlede kul op mellem togskinnerne på havnen, det var vi mange der gjorde. Min mor var meget bange for, at det var ulovligt, men det varmede dejligt. Kranfolkene var flinke til at "tabe" noget, når de tømte skibene.
De 3 hårde isvintre under krigen gav også meget sne. Der var kun hestevogne til at køre det væk, og de lavede en god forretning.
Det gav mig en ide til at tilbyde husejerne at køre det væk på trækvogn til en lidt billigere pris.
Jeg var kun 9-12 år gammel, men gadens mindre drenge hjalp med, og tjente også lidt ved det. Vi lånte flere trækvogne og ladcykler, så det blev en rigtig god forretning.
For overskuddet købte jeg en rejsegramofon. Den skulle trækkes op med et håndsving, så kunne den spille den ene side af en 78-plade.

Derudover husker jeg bedst spildindsamlingerne, og at jeg fik slået pløkker under mine sko og støvler, for ikke at slide på læderet. Det gav mig øgenavnet Pløk.
Min far havde ansvaret for postbygningerne i Midt- og Nordjylland, derfor havde han en bil til rådighed. Når jeg havde fri fra skole, tog han mig tit med på sine ture. Så havde vi god tid til at snakke sammen. Det nød jeg meget og lærte også meget ved det.

Den 4 maj 1945 kl. 20:35  fortalte radioavisen at Tyskland havde kapituleret. Min mor råbte det glade budskab fra vinduet til os børn, der legede i gården. Jeg var knap 13 år gammel, men husker stadig tydeligt, hvordan vi styrtede ud på gaden, og så folk rende jublende omkring. Folk brændte store bål med mørkelækningsgardinerne.
Næste dag så vi stikkere, nazister og værnemagerne blive arresteret af frihedskæmperne. "Tyskertøser" blev klippet skaldet.      

Den 8. maj kørte engelske tanks ind ad Skanderborgvej under folks store jubel. Jeg havde lavet Royal Air Force mærker af rødt, hvidt og blåt glanspapir og en knappenål til at sætte dem på jakken. Dem solgte jeg til en virkelig høj pris til folk, medens vi ventede på de engelske tanks.

2. Drengen

Når jeg tænker på min barndom, og sammenligner den med børns liv i dag, burde jeg slet ikke have overlevet.

Min barneseng og resten af lejligheden var malet med terpentin- og bly-baseret maling. Min far var storryger, så jeg har været passiv ryger hele min barndom. Der var ingen børnesikring på medicin- og giftflasker, døre eller skabe, og når jeg cyklede, havde jeg ingen hjelm på.
Jeg var ofte i slagsmål med andre drenge, og fik sommetider tæv af dem der var større, jeg spiste brød med smør, drak sødmælk og sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi jeg altid var ude at lege.
Jeg brugte mange timer på at bygge borge og sæbekassebiler af gamle kasser, og ræsede i fuld fart ned ad bakken uden at kunne bremse.
Jeg klatrede i de højeste træer og sprang fra isflage til isflage i Aarhus havn.
I de hårde isvintre gik vi langt ud på Aarhusbugten for at se isbryderne lave sejlrende til færgerne. 

Vi lavede selv kanonslag af hjemmelavet krudt, og legede med efterladte tyske patroner. Senere borede jeg min knallert med rulletræk, så den kunne køre 60 km i timen. Jeg lærte hvad der var farligt, derfor lever jeg stadig. Vi kendte ikke til "Curling forældre" der fjernede alle udfordringer fra børnene, så de ikke lærte at passe på sig selv.
Jeg havde mange venner, og jeg lærte at løbe en risiko og tage en chance. Det blev man kreativ af. Jeg lærte at passe på mig selv, løse problemer, se muligheder og få nye ideer. Det har jeg haft stor glæde af resten af livet.

Jo, jeg havde en meget, meget spændende barndom, og jeg savnede ikke mobiltelefon, TV, PC, computerspil eller Internet. 

Vi lærte at sætte pris på naturens skønhed. Vi vidste, at vi skulle passe godt på den. Derfor smed vi aldrig papir eller andet affald i naturen. Når vi forlod en teltplads sørgede vi altid for, at alt affald blev fjernet, så kun lidt fladt græs viste, at her havde stået et telt. I dag er moralen helt anderledes. Når man ser billeder af en forladt teltplads i dag ligner det en lodseplads, det gælder også når en festival, der kalder sig "Smukfest" forlades.
På strøggaderne flyder det med affald, selv om man har ansat folk til at fjerne det, nogle ikke gider komme det i affaldsbeholderne. På strande og i havet flyder det med plasticaffald.
Ikke alle er skyld i denne forandring, men der må være mange, der ikke har lært at passe på naturen.

Jeg har dyrket flere forskellige sportsgrene. Spillet fodbold i AGF og FDF, bordtennis på et soldaterhjem, judo og jiu-jitsu, motocross og orienteringsløb i bil og senest badminton, men svømning har jeg været glad for hele livet. Jeg tog den stor frisvømmerprøve da jeg var 12 år, og svømmer stadig 500 meter daglig, så snart vandtemperaturen tillader det.    

De fleste sommerferier tilbragte vi ved min mormor og morfar i Gørlev på Sjælland. 
De havde et lille hus, som min morfar selv havde bygget. 
Der var to små stuer, et soveværelse, to små kamre på loftet og et stort køkken med et stort komfur. 
Toilet var et skur med et bræt og en spand under, mændene kunne stå bagved skuret til de små ærinder. Vand fik man fra en brønd midt i gården. 
De have 11 børn, den yngste blev født i 1924, da var min mor 21 år og boede stadig hjemme.
Jeg kan ikke forstå, hvordan der blev plads til den store familie i det lille hus. 
Det var dejligt, at være på ferie der. Der var en ganske særlig stemning i det lille hus. I week-enden kom børn og børnebørn hjem, børnene legede sammen, kvinderne sludrede og mændene spillede kort.

Jeg var medlem af FDF 2. kreds og deltog ivrigt i alle FDF´s aktiviteter. Hver sommer var jeg med på Bogensholmlejren på Mols. Vi cyklede dertil eller tog båden til Skødshoved og gik over Mols Bjerge til lejren. Vi var på lange vandreture i Mols bjerge. Jeg elskede at gå rundt alene i den smukke natur med lyng og enebærbuske.
Tirsdag den 4. juli 1944 kl. 13:47 stod jeg og andre FDF'er på Trehøje og så ind over Aarhus.
Da så vi et kraftigt lysglimt over byen, lidt efter hørte vi et højt brag og så en røgsøjle over havnen. Vi vidste ikke, at det var et tysk ammunitionsskib, der var sprængt i luften med 34 dræbte og 250 sårede Aarhusianere og meget omfattende skader til følge.
Jeg var også med på den store landslejr i Hørhaven Marselisborg skoven i 1947, og flere lejre på Sletten ved Silkeborg.

Jeg vandt flere præmier ved at sælge flest lodsedler til velgørende formål. Om sommeren arbejdede jeg bl. andet i et gartneri for 1 krone i timen, endvidere var jeg efter skoletid bydreng for en købmand.

Lektierne blev der derimod ikke tid til. Mine karakterer var kun gode i regning, træsløjd, gymnastik og tegning, fag der ikke krævede hjemmearbejde. Lærerne var meget strenge og spanskrør og lussinger blev flittigt anvendt. Lærerne troede dengang, at lærdom skulle bankes ind i eleverne.
Jeg klarede ikke optagelsesprøven til realskolen efter 5. klasse og blev flyttet fra Fjordsgade skole til Ingerslevs Boulevards skole. Mine forældre troede dog så meget på mine evner, at de heldigvis fik skaffet mig friplads på den private Forældreskolen, hvorfra man kunne tage mellemskole- og realeksamen uden at have bestået optagelsesprøven. Den skole blev jeg meget glad for.

Min mor var uddannet syerske, og supplerede indkomsten ved at sy for forretninger og private.
Hun var især god til at sy gammelt tøj om og turneringskjoler til dansere.

3. Ungdommen

Da jeg var 15 år, kom min far på hospitalet for 2. gang med tuberkulose. Han døde året efter, den 19.10.1948, kun 50 år gammel. Jeg havde meget svært ved at komme over det dødsfald, og havde i lang tid ikke lyst til at more mig med mine kammerater. Jeg ville helst være alene, men mine kammerater hjalp mig ud af sorgen.

For de penge jeg fik til min konfirmation købte jeg mit første fotoapparat. Det kunne tage billeder i 6 x 6 cm størrelse i sort/hvidt.

Selv om jeg gik meget på danseskole, var jeg meget genert overfor piger, en svaghed der dog fortog sig med årene. Jeg bestod mellemskoleeksamen i 1949, men ville ikke gå i skole et år mere for at få realeksamen.

Efter sommerferien kom jeg i lære "på prøve" hos købmand Worsøe Laursen i Frederiksgade 54-56. Det var en af byens "fineste" forretninger. Købmanden var formand for Aarhus Købmandsforening. Jeg var kun bydreng og skulle bl. a. bære 50 og 75 kg sække på ryggen til Østergades Hotel og andre institutioner. Jeg var dengang 17 år gammel. I dag må unge under 18 år ikke bære ting over 12 kg. Jeg skulle tappe saltsyre og andre farlige væsker på flasker og sortere flasker i kælderen. Det var grov udnyttelse af, at lærlinge var den billigste arbejdskraft, man kunne få. Da jeg pressede på for at få lov til at ekspedere mere, blev jeg opsagt. 

I min opsigelse skrev Købmand Worsøe Laursen, ”han har været villig til efter bedste Evne at udføre det ham paalagte Arbejde” Han mente sikkert ikke at mine evner var særlig gode. Det sårede mig dybt.
Det fik jeg 2 gange senere lejlighed til at korrigere hans opfattelse. Som handelslærling skulle vi gå i aftenskole og op til Handelshjælper-Eksamen. Der var præmie til den elev, der havde den højeste karakter i Aarhus. I 1953 var det mig. Som formand for Handelsstandsforeningen var det Købmand Worsøe Laursen der skulle overrække præmien. Han så meget overrasket ud, da han så det var mig, han skulle give præmien.
Senere medens jeg var fuldmægtig hos Fællesbageriet, der leverede rugbrød og franskbrød til de fleste af byens købmænd, lavede han en rabataftale med vores konkurrent. Betingelsen var at alle købmænd i byen kun måtte købe ved vores konkurrent. Direktøren var ikke hjemme, men jeg skrev et brev til købmændene med et endnu bedre bonustilbud, især på de varer vi tjente mest på. Jeg understregede i brevet at ”Den frie købmand stadig bevarede sin frie ret til selv at bestemme, hvor han ville købe sit brød”. Vi mistede ingen kunder og vores indtjening steg.
Senere satte jeg mig ved siden af ham ved en reception og spurte om han kunne kende mig. Det kunne han og tilføjede, at han godt kunne, se at han havde taget fejl af mig.  

Jeg kom i lære hos købmand Bernhard Madsen på Ingerslevs Boulevard 21, den 1.2.1950, hvorfra jeg blev udlært juli 1953. Det var en lille forretning, hvor jeg lærte meget, bl. a. fordi  købmanden var lam efter børnelammelse, så jeg måtte tit passe forretningen alene.
Der skulle jeg kun slæbe ølkasser med 50 stk. på 4. sal, men det var naturligt dengang.

I læretiden fik jeg konstateret tuberkulose. Da havde man heldigvis lige opfundet 2 lægemidler mod sygdommen,
streptomycin og PAS. De kunne give skade på syn og hørelse mm, så det blev kontrolleret ugentlig. Vi var også hver uge til gennemlysning. Vi var en halv snes patienter inde til gennemlysning samtidig. Det var nu sjovt, at stå og se hinanden indvendig. Det var overlæge Otto Lassen der gennemlyste os.

Vi lå 5 unge mennesker på stuen, vi havde det vældig sjovt sammen. Der blev fortalt utallige historier, og vi lavede sjov med hinanden og sygeplejerskerne. En af patienterne hed Rudolf og hans kone Sonja, dem kom vi sammen med i mange år.

Jeg blev udskrevet efter 4½ måned og erklæret rask. Jeg skulle dog gå til jævnlig kontrol i mange år efter. Man vidste ikke, hvor farligt røntgenstråler var, for der blev også taget i hundredvis af røntgenbilleder af mine lunger. 
Det blev stoppet, da man var bange for, at jeg fik for mange stråler i kroppen. Nu ved man, at røntgenstråler er kræft fremkaldene..

På hospitalet fik jeg hver eneste dag besøg af Inge. Vi havde lært hinanden at kende på danseskolen, hvor hun blev min faste partner på et af de mange hold jeg gik på. Vi begyndte også at komme sammen ved andre lejligheder. Vi blev ringforlovet, da jeg kom hjem fra hospitalet.

Efter min tuberkulose måtte jeg ikke udføre hårdt arbejde. Min mor var bange for, at min tuberkulose skulle bryde op igen, hvis jeg cyklede. Man vidste ikke bedre dengang. Vi købte derfor en Diesella knallert i fælleseje med min søster. Den tunede jeg, så den kunne køre 60 km i timen. Det var ikke forbudt dengang.

Jeg var vild med motorcykelsport. Jeg var medlem af Århus Motor Klub, og tog tit på tommelfingeren til motorløb. Især motocross havde min interesse.
Jeg var også medlem af Aarhus jiu-jitsu klub, hvor jeg lærte en masse tricks til at forsvare mig. Det styrkede i høj grad min selvtillid.

Jeg tog Handelsmedhjælpereksamen med udmærkelse i juni 1953 og fik præmie fra Handelsstandsforeningen, fordi jeg havde den højeste karakter i Aarhus det år. Det var købmand Worsøe Laursen, der måtte overrække mig præmien, det morede mig. 

Det betød et vendepunkt i mit liv. Det gav mig selvtillid og lyst til at gå i skole igen, og jeg tog den 1-årige Handelseksamen med udvidet tysk og engelsk i juni 1954. Den gav adgang til at læse til HD.

Gennem Handelshøjskolen fik jeg job som kontorassistent i Aarhus Tømmerhandel A/S, men jeg befandt mig ikke godt i det meget gammeldags og snobbede firma. Da konsulen fik at vide, at jeg søgte andet job, blev jeg fyret til fratrædelse, når jeg havde fundet et andet job. En mærkelig opsigelse, men man rejste ikke frivilligt fra det fornemme firma.

4. Familiefaderen

30.12.1954 blev jeg gift med Inge, da var jeg kun 22 år gammel. Vi fik 3 dejlige børn, Jan, Lene og Nina. Vi boede først hos Inges forældre, men fik så en 2-værelses lejlighed i min farmors ejendom på Skovvejen 19B (se lille film) i Aarhus. Her blev Jan født 19.12.1957.
Lejligheden lå på 2. sal, der var intet badeværelse, men et WC på bagtrappen, fælles med naboen. Der var en kakkelovn i hvert værelse, men vinduerne i det ene var så utætte, så det ikke kunne bruges om vinteren. Koks til ovnen måtte vi slæbe op fra kælderen.
Vi brugte kun det ene værelse, der havde en rimelig god kakkelovn. Vi havde en sovesofa, og her stod også Jans seng. Han sov fint, selv når vi havde gæster og holdt fest. Gæsterne røg i stuen, men vi var ikke klar over, at passiv rygning kunne være skadelig.

 
I 1955 begyndte jeg at læse til HD i Regnskabsvæsen på Den Jydske Handelshøjskole, der dengang lå i Hans Broges Gade i Aarhus. Det foregik dengang om aftenen og alle lørdage. Så kunne man samtidig have et fuldtidsarbejde, der dengang var på 48 timer. Studiet varede 4 år. Med mange lektier var der ikke meget fritid.
For at kunne nå det hele købte jeg en 150 kubik Jawa motorcykle
 

15.1.1956 fik jeg job som bogholder ved Volvoforhandleren i Aarhus. Firmaet lå dengang i Havnegade. Lønnen var ikke høj, men det var et spændende og lærerigt job, og der kunne tjenes ekstra penge ved at hente nye biler i Frederikshavn og køre dem til Århus. På togturen til Frederikshavn kunne jeg ordne mine lektier til HD-studiet. Vi kunne også købe brugte biler til indkøbspris, det benyttede jeg mig af.

Min interesse for motorcykelsport blev nu til bilsport. Jeg blev medlem af "Kongelig Dansk Automobil Klub", KDAK, der arrangerede mange orienteringsløb. Både den lille Fiat 500 og senere min Volvo PV444 blev brugt til løb. Vi var 2, der skiftedes til at være kører og observatør. Det var mest spændende om vinteren på isglatte veje.

Jeg var glad for at være hos Volvo, men selv om Volvo-firmaet ekspanderede meget hurtigt, og alt gik godt, ville man ikke give lønforhøjelse. Jeg sagde derfor op og søgte efter et bedre betalt job.
Det fik jeg som leder af kontor og regnskabsafdelingen hos Fællesbageriet A/S i Studsgade i Århus til den dobbelte løn. Der begyndte jeg 1.2.1959. Det var en stor ledelsesmæssig udfordring. Jeg var kun 26 år, den tidligere leder skulle blive i firmaet, og alle kontorfolkene var over 50 år og klart imod et lederskifte. 3 unge kontorelever ville gerne have fornyelse, og de hjalp mig gennem begyndervanskelighederne. Der blev hurtigt et godt arbejdsklima, og firmaet tjente mange penge. I juni 1959 fik jeg min HD eksamen og blev udnævnt til fuldmægtig.

Familien flyttede i 1959 til Heibergsgade 15, Aarhus, men i juni 1962 blev der råd til at købe et hus på 98 m2 på Lemmingvej 7 i Stautrup. Udbetalingen blev lånt i banken, men blev hurtigt tilbagebetalt ved ekstra timer som aftenskolelærer på Handelshøjskolen i Århus. Det var en lykkelig tid med mange venner og fester. Her blev Lene født 18.9.1962.

Fællesbageriets formand var senere borgmester Orla Hyllested, ham var jeg blevet gode venner med. Vi havde engang delt værelse på en konference. Vi morede os meget over, at vi skulle sove i dobbeltseng. Han opfordrede mig senere til at søge et ledigt job som kontorchef i Århus Brugsforening, der dengang havde hovedkontor i Åbogade. Det fik jeg pr. 1.9.1963. Det var et lærerigt og spændende job med studierejser i Tyskland og sammenslutning af brugsforeningerne, først i Midtjylland. Senere blev næsten alle butikker i Danmark samlet i Brugsforeningen HB. Det hedder i dag Coop.
I juni 1965 bestod jeg, som den første i Danmark, eksamen i Elektronisk Databehandling. 

Den nye ledelse i Coop opdagede, at jeg havde lavet et velfungerende budgetsystem, som man gerne ville anvende i hele Danmark. Jeg accepterede at gennemføre projektet ved at arbejde på hovedkontoret i København i 4 dage om ugen, og samtidig passe mit job i Århus om fredagen. Jeg blev behandlet meget fint. Fik stort, fint kontor med gulvtæppe, kunst på væggene og friske blomster. Jeg kunne selv vælge, hvilket hotel jeg ville bo på, og gå til alle de forlystelser jeg ville, så jeg så både premieren på Hair, Dirch og Daimi i Cirkusrevyen, ABC-teatret og meget andet.

Efter et halvt år blev jeg tilbudt en stilling som budgetchef. Med en kraftig lønforhøjelse og andre goder accepterede jeg jobbet, og familien flyttede i 1966 til et dejligt hus i Hareskovby, med direkte adgang fra haven til Hareskoven.

Jeg begyndte med en budgetafdeling med 5 medarbejdere, men efter et par år var jeg også chef for regnskabs- og rapportafdelingen. Jeg var nu chef for over 200 medarbejdere. Det var et hårdt job med stort ansvar og konstant overarbejde. Selv om alt gik godt på arbejdet, gik det ud over privatlivet.
Jeg følte, at jeg havde alt for lidt tid til at være sammen med børnene. Lene og jeg gik dog tit tur i Hareskoven, hun var meget videbegærlig om alt i naturen.
Nina blev født 12.2.1967 og Jan og Lene havde fundet nye venner. Familien faldt dog aldrig til i København. Vi savnede familie og venner i Århus, og var næsten hver weekend på besøg i Århus. Jeg begyndte derfor at søge job i Århus området.

5. Hjem til Aarhus

Den 1.7.1970 flyttede vi til Klokkerfaldet 71 i Århus. Da havde jeg fået job som økonomichef på plastrørsfabrikken Nordisk Wavin A/S i Hammel. I 1973 blev jeg udnævnt til økonomidirektør.

Børnene var kede af, at de skulle flytte fra kammeraterne, men det hjalp, da de fik lov til at få en hund. Det blev en Golden Retriver, der fik navnet King.

Den 1.5.1974 blev jeg separeret fra Inge og flyttede sammen med Bente til Digterparken. Hun var direktionssekretær ved Wavin og underviste mig i engelsk.

Ved skilsmissen blev huset i Hasle belånt maximalt. Inge fik obligationer, indbo, en sommerhusgrund ved Øer nær Ebeltoft og en billig lejekontrakt i huset. Jeg overtog huset i Hasle og en sommerhusgrund med et lille hus ved Begtrup Vig på Mols. Her byggede Bente og jeg et sommerhus på 125 m2 i 1975. Børnene hjalp til, så godt de kunne.

Børnene blev først i huset ved Inge, men da Inge fandt Otto, ønskede de at flytte i egen lejlighed i Bispehaven. Den yngste datter, Nina flyttede med dem, medens Jan, Lene og hunden King blev i huset, som Bente og jeg så flyttede ind i 15.12.1976.

Jeg købte en båd med en stærk motor, der kunne trække vandski. Den var synkefri, så den fik børnene lov til at sejle med, hvis de bare altid havde redningsvest på. Hunden King var altid med. Båden har vi stadig.

Jeg blev gift med Bente på det gamle rådhus i Ebeltoft 25.11.1978. Vi holdt meget af at rejse. De var flere gange på campingture i udlandet med børnene. Vi har været i de fleste lande i Europa. Det styrkede familiesammenholdet, og jeg nød at være tæt sammen med børnene.

Fra 1978 var vi hvert år i Gambia, hvor vi havde mange gode venner. Dem hjalp vi ved at betale børnenes skoleuddannelser og med tøj til børnene, vi har stadig god kontakt til 2 af børnrne.

3. august 1991 Blev Lene gift med Ole. De havde lært hinanden at kende under studiet på Handelshøjskolen. Der blev holdt en stor flot fest i Juelsminde.

Jeg havde næsten 25 gode år hos Wavin. Stillingen som økonomidirektør i en stadigt voksende international produktionsvirksomhed passede fint til min uddannelse og interesse. Gennem Wavin fik jeg også andre spændende opgaver. Jeg var 2 gange i Nigeria og flere gange i Tyskland for at analyserer virksomheder, der kørte med stort underskud. Jeg var leder af et projekt, der skulle nedskære de indirekte omkostninger i alle Wavin koncernens virksomheder. 
Den mest spændende opgave var, sammen med en kollega, forhandling og etablering af et joint venture med en stor polsk plastrørsfabrik. Det var i 1990, lige efter murens fald. Forhandlingerne tog 14 måneder og aftalen med den polske stat blev underskrevet 27.3.1991. Aktiekapitalen var 142.000.000.000 Zloty eller ca. 100 mill kroner. Der var 380 ansatte, som alle beholdt deres job. Det blev en stor succes, som blev fulgt op af et lignende projekt i Litauen.

Jeg var også medlem af flere bestyrelser. Jydsk Valutarisk Forening, Wavin Metalplast-Buk i Polen, Dancco i Ungarn og Foreningen Århus Arrangementer.

Jeg var ofte foredragsholder i kommunernes erhvervsafdeling, banker, revisorforeninger og andre økonomiske foreninger om emnerne Strategisk planlægning, Investerings rentabilitet, Informationssystemer, Investering i Østeuropa, og privatisering i Bosnien i 1997. Endvidere var jeg medforfatter til bogen ”Håndbog i Budgettering”.

6. Pensionisten

Ifølge Wavin´s regler skulle jeg gå på pension, når jeg blev 62 1/2 år. Det var den 31.1.1995. Jeg fik dog næsten fuld løn til jeg var 67 år.

For at lave en "blød" overgang til pensionist tilværelsen startede jeg som Management Consultant, men ville kun have opgaver, der gav udenlandsrejser, og som jeg fandt spændende og interessante. Det blev til opgaver i både Litauen, Polen, Italien, Schweiz, og England.

I de første 2 år af min pensionisttilværelse brugte jeg al min fritid på at udvide sommerhuset med 25 m2 garage/bryggers og 25 m2 vinterhave. Håndværkere lagde dog nyt tag på huset. Derefter renoverede jeg det resterende hus. Bente og jeg flyttede 4.7.1997 til sommerhuset ved Begtrup Vig som helårs beboere. Huset i Hasle blev solgt pr. 1.8.1997.

Som pensionist fik jeg hurtigt helt andre interesser. Jeg gik i gang med slægtsforskning, kunne følge mine aner helt tilbage til 1420. Derefter blev 1600 sider slægtsdata med mange billeder lagt på min hjemmeside. Min slægtsforskning holder jeg stadig a jour både på min PC og mine hjemmesider, fischerholm.dk

Gennem mange år havde jeg optaget videofilm. Nu blev der tid til at optage flere film og redigere disse film. Jeg meldte mig derfor ind i Århus Videoklub i år 2000, hvor jeg senere blev formand. Mine film deltog i flere konkurrencer og vandt flere præmier. Filmen ”Livets Gang” vandt i 2006 Europamesterskab for amatørfilm under 1 minut. Min hjemmeside blev udvidet med et afsnit med mange vejledninger om videoredigering. Fra en af hjemmesiderne er der links til de over 190 film, jeg har på YouTube, Vimeo og andre steder. Jeg lavede også hjemmesider for videoklubben.

I 2002 fyldte jeg 70 år og Bente 60 år. I den anledning holdt vi en fest for venner og familie på Vægtergaarden i Femmøller. Vi havde fået H.C. Vartenberg til at sørge for underholdningen. Det var en dejlig fest.  

I en periode var jeg medlem af det lokale vandværks bestyrelse og formand for Dragsmur grundejerforening 2002-04. Senere var  jeg igen i bestyrelsen som menigt medlem.

I 2003 var jeg med til at starte Åbent Aktivitets Center i Lyngparken i Knebel. I 2007 blev jeg formand for Centerrådet. Da var der 25 forskellige aktiviteter, som hver uge blev besøgt af 150 pensionister fra Molsområdet. Jeg underviser nu i IT, brug af Internet og smartphone.

I anledning af Bentes og mit sølvbryllup havde vi inviteret børn og børnebørn med til en tur til Gambia. Det var en stor oplevelse især for børnebørnene. På selve dagen 25.11.2003 spiste vi mad på en hyggelig restaurant med musik og dans.

24. august 2004 fik Bente en ny hofte, men da hun kørte bil igen 8. december gik det helt galt. Hendes fod gled fra bremsen til speederen, så bilen rullede ned ad en skrænt og lå med bunden opad. Hun brækkede halsen, kravebenet og bækkenskå-
len. Hovedet måtte holdes på plads af et jernstativ i 3 måneder. Det blev til et længere hospitalsophold, men hun overlevede heldigvis.

Den kunstige hofte gik løs, og den blev først opereret igen året efter, fordi der under operationen var kommet resistente bakterier bag hofteskålen.
Efter lang tids hård genoptræning fik hun sin førlighed tilbage.

Som pensionist har jeg sammen med Bente været på mange spændende rejser over hele verden. I 2008 lavede jeg en film, der viste højdepunkterne fra de rejser, vi havde været på indtil dengang. Den kan du se her.

Vi var stadig glade for at rejse.
I 2009 var vi på en dejlig tur til Indien og Nepal.  
Året efter var vi på en fantastisk god sejltur på Mekong floden fra Laos til Kina, Tibet og Shangri-la, som vort hus er opkaldt efter. Det er den bedste tur vi nogensinde har været på. Vi var kun 11 deltagere og dobbelt så stor besætning. En af deltagerne var en troubadour fra Rørvig, ham og hans kone kommer vi stadig sammen med. De sørgede for underholdningen.

I april 2011 tog vi på en tur til Israel med Unitas Rejser. Det var spændende, men vore guider var meget religiøse, så for meget af tiden gik med bønner, bibellæsning og salmesang.

Jeg har været rigtig mange steder i verden, men aldrig på Bornholm. Det rådede vi bod på i sommeren 2011. Det år blev et rigtig rejseår for i den 1. oktober tog vi på en flodtur fra Moskva til Perm helt ovre ved Uralbjergene. Den hed Dostotjevskis sidste rejse efter Leif Davidsens bog af samme navn. En meget afslappende tur.

Efter 6 år i bestyrelsen for Århus Videoklub, de sidste 4 år som formand, kunne jeg iflg. vedtægterne ikke genvælges i 2009. Det letter mig for en del arbejde og ansvar, men bruger stadig meget tid på at lave film, som kan vinde præmier og blive set på internettet.

7. Den Gamle

Den 17.2.2009, troede jeg, blev den sidste dag i mit liv. Jeg mistede bevidstheden i alt 7 gange den dag. Sidste gang var på vej i ambulancen fra Randers hospital til Skejby Sygehus. Mit hjerte fik kun få impulser til at slå, så jeg fik om aftenen indopereret en pacemaker. Næste dag blev jeg sendt hjem. Herefter kan jeg leve helt som før. Jeg var fantastisk heldig, godt at man bor i et land, hvor det kan lade sig gøre.

I 2012 var vi på en 5-stjernet tur med veterantoget Rovos Rail i det sydlige Afrika, og i 2013 på krydstogt langs Grøndlands vestkyst til Thule

Bente og jeg er meget glade for at bo på Mols. Vi synes, at vi efterhånden har fået et dejligt hus med en vidunderlig udsigt over Begtrup Vig. Vi nyder meget den smukke natur, fredelige atmosfære og spadsereture i Mols bjerge. Vi bor nu indenfor Naturpark Mols Bjerges område. Vi elsker også samværet med venner og familie, og især vores børn og børnebørn.

Desværre kæmper Bente nu med stærke smerter og andre skavanker. En ny operation i rygraden har ikke hjulpet, men hun får nu en stor mængde smertestillende medicin. Det betyder desværre, at hun kan ikke længere kan køre sin Huyndai bil. Den blev overdraget til Nina, der havde hårdt brug for en bil.

Jeg har heldigvis stadig mit gode helbred, så vi er stadig mobile og forsøger at få alle de glæder, som livet giver os mulighed for.

Jeg vedligeholder konditionen ved gymnastik, badminton, svømning, fiskeri og daglige spadsereture.
Hver morgen året rundt gik jeg tur med hunden Choi, men den døde i juli 2010. Vi gik langs stranden, enten ved Ebeltoft Vig eller Begtrup Vig. Nu går jeg tit turen alene. Det er altid en dejlig oplevelse. Hver dag er forskellig, men turen er altid en smuk oplevelse. Der er mange fugle ved Begtrup Vig, især knopsvaner, gråænder, edderfugle og alle mulige terne- og mågearter. Ofte ser jeg også sangsvaner, gæs og lappedykkere. Sommetider også musvåger og dådyr. Om sommeren svømmer jeg 500 meter en eller to gange dagligt i Begtrup Vig.

Den 12. juli 2012 blev jeg 80 år. Det blev fejret sammen med Bentes 70 års fødselsdag med en stor fest på Vægtergården i Femmøller.

Nu har jeg skruet lidt ned for tempoet. Jeg er gået ud af Lyngparkens Centerråd, Grundejerforeningens bestyrelse og holdt op med badminton. Efter 12 år som formand i Århus videoklub er jeg nu kun menigt medlem.
I Lyngparken underviser jeg stadig i EDB, smartphones og videoredigering.  

En afslappet rejse til Jordan i 2014 og en sejltur i Kroatiens skærgård i 2015 klarede vi fint, Vi var også på en 3-ugers krydstogstur fra Dubai, gennem Suezkanalen og Middelhavet i april 2017, og i september til den græske ø Zakynthos, men de lange, hårde rejser er desværre slut. Det vil vi nu ikke klage over. Af Lonely Planets Top-10 rejseoplevelser, her vi besøgt de 7, nemlig: Angkor Wat i Cambodia, Machu Pichu i Peru, Den kinesiske mur, Tai Mahal i Indien, Gran Canyon i USA, Iguazú-vandfaldene i Brasilien og Colosseum i Rom.

I 2009 lavede jeg en film, der hedder "Peer Fischer Holms livshistorie". Sidste afsnit blev tilføjet i 2016. Hvert af mine børn og børnebørn har fået en DVD med filmene. De har også fået en USB-nøgle med alle de fotos og film jeg har fra deres barndom samt mine hjemmesider.

Bente har efter endnu en nakkeoperation fået det værre, så jeg har overtaget flere af husets pligter. Meget tid går også med at transportere Bente til genoptræning, hospitalskontrol, læge, frisør mm. I august 2016 købte vi en vældig smart 3-hjulet kabinescooter til hende, den er hun glad for og det forbedrede situationen.
I 2018 fik hun desværre et stort sår på skinnebenet. Det bliver forbundet 3 gange om ugen og tilset hver 3. uge på hospitalet. Hun har fået to hudtransplantation, men det løste desværre ikke problemet.

Siden min ansættelse ved Volvo i 1956-59 har jeg været Volvo-fan.
Inden jeg rejste derfra købte jeg den første, det var en rød Volvo PV 444
Den blev udskiftet med en gul Amazon.
Så blev det til en 6-cylinders Volvo 164 med turbomotor
Den næste bil blev en Volvo 245 som jeg fik som firmabil ved Wavin.
Den blev kort før jeg rejste derfra i 1995 skiftet til en Volvo 70, som jeg købte, da jeg gik på pension. Den holdt til 2008, hvor der kom en ny model V70.

Da man ikke længere kan få renter af penge, der står i banken, købte jeg i oktober 2016 en ny hvid Volvo V90. Den købte jeg med en rabat på 185 tus. kr. bl.a. ved at købe den igennem mit nystartede firma Mols IT Consult.
Det er verdens sikreste bil, jeg nyder automatgearet og alle de andre forbedringer, især automatisk nedblænding, regnsensor og bakkamera. Når jeg slår "autopiloten" til styrer den selv bilen, medens jeg bare slapper af.
GPSén fortæller, når jeg skal dreje, det kan bilen endnu ikke selv finde ud af. Men det kommer nok.
Mange har beskyldt mig for at køre for stærkt, men jeg ved, jeg er blevet gammel og kører nu med "Speed limit" slået til, så nu er det slut med fartbøder og klip i kørekortet. Du kan se billeder af bilerne her.
Mit kørekort gælder til jeg er 101 år gammel, så nu håber jeg bilen kan holde til den tid.

5. maj 2018 blev Nina gift med Frank på Aarhus Rådhus. Der var stort fremmøde af venner og familie. De bor nu i hus i Tranbjerg. De har 2 børn hver, men de er nu så gamle, at de er flyttet hjemmefra.

Nu er jeg blevet oldefar til 2 piger. Den 6. december 2018 fødte vort barnebarn Kaspers kæreste, Katrine en pige, der blev døbt Lilja. De flyttede samtidig ind i et stort flot hus i Skødstrup. Den 16.05.2019 fik Gitte og Kristian en pige, der fik navnet Freya.

Siden 1979 har vi hvert år holdt fætter- kusinefest på min fars side. De første år var vi ca. 25, og det var temmelig vilde fester. Der blev drukket 12 kasser øl, og der blev festet til den lyse morgen. Vi sov i telte, men de blev senere skiftet ud med kroophold. I 2018 var der også fest, men nu var vi kun 7 tilbage. Sådan er livets gang, men jeg har virkelig nydt disse fester, og har heldigvis film fra dem alle.

Siden 1995 har jeg hvert år sendt julebrev til familie og venner. Her beskriver jeg, hvad jeg opfatter som de vigtigste begivenheder i årets løb. F. eks. var det i 2018 at jeg var blevet oldefar for første gang, da vort barnebarn Kasper havde fået en datter, og at Nina var blevet gift med Frank. Endvidere havde vi haft besøg af et af vore gambianske sponsorbørn, Suwaidou, der nu bor i Belgien. Hun havde sin lille søn med.

Jeg er ikke religiøs, men har siden jeg var 17 år været interesseret i religionsvidenskab. Hvorfor er vi i Danmark mest kristne protestanter? I andre lande katolikker, jøder, islamister, hinduer, buddhister eller en af de mange tusinde andre religioner der findes i verden. Hvorfor mener alle, at de har den eneste sande religion.

Igennem historien kan vi se, at rigtig mange krige startes mellem forskellige religioner. I højmiddelalderen sendte Danmark også Pilgrimme på korstogt til de arabiske lande for at slå muslimer ihjel.

På vore mange rejser rundt omkring i verden har jeg oplevet dagligdagen med mange af disse religioner. Der ofres virkelig mange kræfter på at dyrke dem. Hvorfor det er sådan, har jeg aldrig fundet nogen fornuftig forklaring på.    

Døden tænker jeg ikke på. Jeg prøver bare at holde mig sund og rask så længe som muligt. Jeg søger at få så meget lykke som muligt. Det får jeg især ved at glæde andre.
Den største lykke får jeg, når jeg er sammen med vore børn og børnebørn. Det sker mest, når der er fødselsdag i familien. Det er efterhånden blevet til en stor familie, med børn, svigerbørn, børnebørn og deres kærester er vi nu 18, og Inge er også altid med. Hende er vi heldigvis gode venner med.
Heldigvis kommer alle godt ud af det med hinanden. Det er en stor glæde for mig.
Det fryder mig at se, alle har nogle gode karakteregenskaber, er flittige, har fået gode uddannelser og gode jobs.

Det er også dejligt at se, at de 193 film, jeg gennem årene har lagt på Internettet, bliver set. Jeg kan se, at filmene på YouTube pr. 1.1. 2019 er set 107.314 gange. F. eks. er mine film fra Grønlandsturen i 2013 set 35 tusind gange. Filmen om fregatten Jylland er set over 13 tusind gange. Forhåbentlig har det givet  glæde af at se den. Filmene ligger også på Vimeo, men her ved jeg ikke, hvor mange der har set dem.
De fleste af mine film kan ses fra denne hjemmeside:  http://fischerholm.dk/peersfilm.htm

Jeg har gennem længere tid haft ondt i venstre hofte, men 6. september 2019 fik jeg indopereret en kunstig hofte på Silkeborg hospital. Alt gik som det skulle. Det var en virkelig god oplevelse. Alle smerter er væk, og jeg kan gå normalt igen.

Bente har desværre fået et stort sår på skinnebenet. Det vil ikke hele bl.a. på grund af nedsat immunforsvar som følge af hudsygdommen sklerodermi. Der er desværre også konstateret kræft flere steder. Det betyder mange hospitalsbesøg og sygeplejerske hver dag. En skæv ryg og store smerter gør livet svært for hende.

Heldigvis er der kommet en helt ny behandling, som et team af læger mener kan hjælpe Bente. Behandlingen hedder Immunterapi, og skulle styrke immunforsvaret,  og dræbe kræftcellerne. 1. behandling begyndte 2.1.2020. Det ser vi frem til nu.

Vi skal være glade for, at vi bor et dejligt sted og stadig kan få dagligdagen til at fungerer. Her hjælper det meget, at vi kan købe, hvad vi skal bruge over internettet, og har en god sikker bil at køre i. Jeg har altid min smartphone i nærheden. Den er en stor hjælp i hverdagen. Den holder styr på vore aftaler, temperaturen i huset, vejrudsigten og underholder os med TV, musik, lydbøger og nyheder. Her kan jeg også finde alle mine fotos, film, regneark og vejledninger. Den er også min pung, når vi er på indkøb.

I januar 2020 hørte vi om en ny meget farlig og smitsom virus, der var startet på et marked i den kinesiske by Wuhan. Den hed Korona eller Covid-19. Det var en pandemi, der hurtigt bredte sig til hele jordkloden. Mange døde af sygdommen, især ældre mennesker.

I begyndelsen af marts var Koronaen kommet til Danmark, og 11. marts lukkede regeringen Danmark ned for at forhindre at Koronaen  ramte flere end hospitalerne kunne klare. Grænserne blev også lukket.

Vi isolerede os i vores hus, ingen besøg hverken her eller hos andre. Når vi var nødt til hospitals besøg eller varekøb holdt vi 2 meters afstand til andre og sprittede hænder inden vi satte os ind i bilen igen.

Midt i april begyndte man at åbne op igen. Børnehaver og de mindste skolebørn var de første. Den 25. april 2020 lå 380 på hospitalet, heraf ca. 70 i respirator. 418 var døde, næsten alle over 60 år.

Da både Bente og jeg er i den gruppe der bliver hårdest ramt af sygdommen fortsætter vi vores isolering.

Den 21.12.20 fik jeg konstateret Covid-19, så Juleaften sad vi alene. Nytårsaften fik jeg problemer med at trække vejret, og ringede til vagtlægen. En ambulance kørte mig til Randers sygehus, hvor jeg lå i 15 dage. Jeg tabte 6 kg. Det var en hård omgang, men jeg overlevede.
2.1.21, medens jeg var indlagt døde Inge, børnenes mor, 87 år gammel.

Efter min hjemkomst fra hospitalet 14.1.21 gik det hurtigt fremad med genoptræningen, men 25. januar vendte koronaen tilbage med fornyet styrke. Ambulancen kørte mig igen til Randers sygehus. Med en ilt slange holdt de liv i mig, men 29.1.21 blev det så alvorligt at lægerne tilkaldte mine 3 børn. Det var alvorligt, men jeg overlevede.

Min pacemaker var over 12 år gammel, men 16.3.21 blev jeg kørt til Viborg hospital og fik den udskiftet. Dagen efter blev jeg kørt til genoptræning i Tirstrup. Her lå jeg i 4 uger. Den 16. april 2021 hentede Lene mig hjem med iltmaskine, iltflasker, rullestol og rollator. Det var en lang og hård omgang, men det hjalp mig meget, at mine børn, trods korona restriktioner, var meget flittige til at besøge mig.

Nu skulle jeg selv fortsætte genoptræningen, men efter en måned kunne jeg gå med rollator uden iltslangen, og i september 2021 uden rollator. 

Min 89 års fødselsdag blev holdt 14.8.21 i Særbækhuset med 23 deltagere. En rigtig dejlig dag.  

Bente blev også smittet med korona, men hun kom meget lettere igennem sygdommen. Til gengæld blev hun hårdt ramt af en brækket hofte, der brød sammen efter operationen, senere havde hun 3 indlæggelser med lugebetændelse.

Den 8. april 2022, 3 dage før Bente blev 80 år sov hun stille ind i vort eget hjem. Lørdag 16. april blev hun bisat i Knebel kirke. Det var en meget smuk højtidelighed med mange deltagere og blomster.
Vi havde 48 gode år sammen.   

Vi havde inviteret til Bentes 80 års og min 90 års fødselsdag den 11. juni 2022, på restaurant ”Bag Søjlen” i Rønde. Nu blev det desværre kun min fødselsdag, der blev fejret.
Jeg fik flere gavekort til oplevelser, bl.a. en tur med Mette og Jan til hendes skønne hus i Sydfrankrig. Vi kørte i bil derned, og efter en uges dejligt ophold fløj jeg hjem fra Barcelona 16.7.22.

Jeg fik også en uges ophold i Lene og Oles flotte share lejlighed i Malaga i Sydspanien. Vi fløj derned 12. september 2022. Desværre væltede jeg med rullestolen og brækkede venstre fod

Den 7. august 2022 blev Jans søn Kasper gift med Katrine Fruengaard Kristensen. De bor i deres dejlige hus i Skødstrup med deres 2 piger.

Endnu et af mine børnebørn, Lene og Oles datter, Katrine, blev gift med Renè Lønne Ventzel 29.4.2023. Det var et meget smukt Skovbryllup. De bor nu i København.

Selv om jeg nu er enkemand og savner Bente, er det dejligt at blive gammel, når man kan se, at alle børn og børnebørn har det godt, og tænke tilbage på et langt og lykkeligt liv med fantastisk mange gode minder. Minderne genopfrisker jeg, når jeg ser mine gamle film og fotos på TV eller min smartphone.
Jeg er glad for, at jeg stadig kan bo i vort dejlige hus ved Begtrup Vig.

Opdateret
15.6.2023.