Opdateret 15.6.2023.
Peer
Fischer Holms Livshistorie
1. Barndommen
Jeg blev født på Fødselsanstalten
i Århus 12. juli 1932. Mine forældre boede dengang i Ny Munkegade
73 i Aarhus.
Jeg blev døbt Peer med 2 e-er. Da jeg var
2 1/4 år gammel, fik jeg en lillesøster, hun hedder Anne-Lise.
Da jeg var 4 år, flyttede
familien til Nyborggade
2, 3.sal, tv. Det var en stor 3 værelses lejlighed, men "dagligstuen"
blev kun brugt, når der var gæster. Her voksede jeg op og blev
kendt som en meget aktiv dreng, der var initiativtager til de fleste af
de drengestreger, der fandt sted i kvarteret. En af mine kammerater var
Max
Hedemann. Ham og hans kone kommer jegi stadig sammen med.
Min mor hed Helga og var
født
og opvokset i Gørlev på
Sjælland. Hun blev uddannet syerske i Kalundborg. Her lærte hun min far at
kende, da han var projektleder i byen. Hun flyttede med min far til Århus, hvor
hun blev guvernante ved direktørfamilien på Østergades Hotel i Aarhus. Hun var
flittig og livsglad. Hun sang altid derhjemme, det var tidens revyviser, hun
kendte alle versene udenad. Hun sang dem så mange gange, at jeg stadig kan huske
melodierne og nogle af teksterne.
Hun levede fra 1903 til 1987 og blev 84 år gammel.
Min far hed Aage, han blev
født i 1898 i Århus. Han var udlært tømrer og havde læst til konstruktør, I sine unge år
havde han rejst rundt i Europa som naver. Jeg ville ønske, han havde skrevet sin
livshistorie ned. Min far var vittig og livlig og fløjtede meget. Han levede kun
fra 1898 til 1948. Han var leder af
arkitektkontoret ved Post- og Telegrafvæsenet da jeg blev født.
Han tog mig tit med på sin cykel til morgenbadning på Herrernes Badeanstalt
på Strandvejen. Han lærte mig at svømme, først under vandet, så over vandet og
til sidst at dykke ned til bunden.
Jeg begyndte i Fjordsgade
skole, da jeg lige var fyldt 7 år, det var i 1939, kort før
2. verdenskrig startede. Skolen interesserede mig ikke så meget som
fritiden. Under krigen var der alt for mange spændende ting at opleve
for en dreng med hang til udfordringer. Jeg kan tydeligt huske tyskernes
indmarch i Aarhus med fuld musik i Hans Broges Gade. Det så meget
imponerende ud. Det stod mig hurtigt klart, at krigen og tyskernes besættelse
var en alvorlig sag. Der blev sat sorte mørklægnings gardiner
for alle vinduerne, og når luftalarmen hylede om natten, skulle vi
hurtigt op af sengen og ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Det
var nu meget sjovt, for vi kunne spille forskellige spil dernede. Det var
nu træls, når det skete flere gange på en nat. Min far
var luftværnsleder på posthuset i Kannikegade, og havde et
blåt armbind på, så han måtte cykle derned. Ellers
ville tyskerne ikke tillade ham at være ude under luftalarmen.
Det blev for farligt for fragtskibe at sejle på
havet, så al import stoppede.
Mange varer slap op, og vi fik udleveret
rationeringsmærker, som vi kunne købe lidt for. Min mor manglede
sukkermærker, for hun syltede meget, men så byttede hun med
smørmærker, det fik vi alligevel skrabet tyndt på brødet.
Kaffe var der meget lidt af, derfor blev det blandet op med kaffetilsætning.
Det hed Richs eller Danmarks, og der var et billede i hver pakke. Dem samlede jeg på
og klistrede ind i bøger.
Jeg kom en del på Aarhus
havn, det var spændende, at se skibene komme og gods blive lodset
og lastet. Under 2. verdenskrig var det mest tyske krigsskibe, men derefter
fra alle andre lande. Jeg samlede på frimærker og spurgte tit søfolkene,
om de havde nogle frimærker til mig. Engang var der nogle finske
søfolk, der tilbød mig en finsk dolk for et sukkermærke.
Jeg lånte et af min mor, solgte dolken for 2 sukkermærker,
købte 2 dolke, solgte den ene for 2 sukkermærker, som jeg
gav min mor. Jeg havde stadig en flot
dolk tilbage.
Brændsel var der også
for lidt af, så der var meget koldt i stuerne om vinteren. Der blev
fyret med tørv i ejendommens centralfyr, vandet drev af det, så
det var ikke godt. Der var dog også fordel ved brændselsmanglen,
skolerne holdt tit lukket, fordi man ikke havde mere brændsel.
Det faldt desværre sammen
med, at vi i vinteren 1939-40 og de 2 efterfølgende vintre havde
meget hårde isvintre. Nedløbsrørene fra køkkenvaskene
sad dengang uden på husmuren, så de frøs til og måtte
pilles ned for at blive tøet op. Det var koldt i alle rum og der var et tykt lag is indvendig
på ruderne, så vi ikke kunne se ud af dem.
Gas var også rationeret,
men vi fik en lille brændeovn i køkkenet. Den kunne vi lave
mad på, og den gav også varme i køkkenet. Jeg samlede
kul op mellem togskinnerne på havnen, det var vi mange der gjorde. Min mor
var meget bange for, at det var ulovligt, men det varmede dejligt. Kranfolkene
var flinke til at "tabe" noget, når de tømte skibene.
De 3 hårde isvintre under krigen gav også meget
sne. Der var kun hestevogne til at køre det væk, og de lavede en god forretning.
Det gav mig en ide til at tilbyde husejerne at køre det væk på trækvogn til en
lidt billigere pris.
Jeg var kun 9-12 år gammel, men gadens mindre drenge hjalp med, og tjente også
lidt ved det. Vi lånte flere trækvogne og ladcykler, så det blev en rigtig god forretning.
For overskuddet købte jeg en rejsegramofon. Den skulle trækkes op med et
håndsving, så kunne den spille den ene side af en 78-plade.
Derudover husker jeg bedst spildindsamlingerne,
og at jeg fik slået pløkker under mine sko og støvler,
for ikke at slide på læderet. Det gav mig øgenavnet Pløk.
Min far havde ansvaret for postbygningerne i Midt- og Nordjylland, derfor havde han
en bil til rådighed. Når jeg havde fri fra skole, tog han mig tit med på sine
ture. Så havde vi god tid til at snakke sammen. Det nød jeg meget og lærte også
meget ved det.
Den 4 maj 1945 kl. 20:35 fortalte
radioavisen at Tyskland havde kapituleret. Min mor råbte det glade budskab fra
vinduet til os børn, der legede i gården. Jeg var knap 13 år gammel, men husker
stadig tydeligt, hvordan vi styrtede ud på gaden, og så folk rende jublende
omkring. Folk brændte store bål med mørkelækningsgardinerne.
Næste dag så vi stikkere, nazister og værnemagerne blive arresteret af
frihedskæmperne. "Tyskertøser" blev klippet skaldet.
Den 8. maj kørte engelske tanks ind ad
Skanderborgvej under folks store jubel. Jeg havde lavet Royal Air Force mærker
af rødt, hvidt og blåt glanspapir og en knappenål til at sætte dem på jakken. Dem
solgte jeg til en virkelig høj pris til folk, medens vi ventede på de engelske
tanks.
2. Drengen
Når jeg tænker på
min barndom, og sammenligner den med børns liv i dag, burde jeg
slet ikke have overlevet.
Min barneseng og resten
af lejligheden var malet med terpentin- og bly-baseret maling. Min far var
storryger, så jeg har været passiv ryger hele min barndom.
Der var ingen børnesikring på medicin- og giftflasker, døre
eller skabe, og når jeg cyklede, havde jeg ingen hjelm på.
Jeg var ofte i slagsmål med
andre drenge, og fik sommetider tæv af dem der var større,
jeg spiste brød med
smør, drak sødmælk og sodavand med sukker i, men blev
aldrig overvægtige, fordi jeg altid var ude at lege.
Jeg brugte mange timer på at bygge borge
og sæbekassebiler af gamle kasser, og ræsede i fuld fart ned ad bakken uden at
kunne bremse.
Jeg klatrede i de højeste
træer og sprang fra isflage til isflage i Aarhus havn.
I de
hårde isvintre gik vi langt ud på Aarhusbugten for at
se isbryderne lave sejlrende til færgerne.
Vi lavede selv kanonslag af hjemmelavet
krudt, og legede med efterladte tyske patroner. Senere borede jeg min knallert
med rulletræk, så den kunne køre 60 km i timen. Jeg lærte hvad der var farligt,
derfor lever jeg stadig. Vi kendte ikke til "Curling forældre" der
fjernede alle udfordringer fra børnene, så de ikke lærte at passe på sig selv.
Jeg havde mange venner, og jeg
lærte at løbe en risiko og tage en chance. Det blev man kreativ
af. Jeg lærte at passe på mig selv, løse problemer, se muligheder og få nye ideer. Det
har jeg haft stor glæde af resten af livet.
Jo, jeg havde en meget, meget
spændende barndom, og jeg savnede ikke mobiltelefon, TV, PC, computerspil eller
Internet.
Vi lærte at sætte pris på naturens skønhed. Vi
vidste, at vi skulle passe godt på den. Derfor smed vi aldrig papir eller andet
affald i naturen. Når vi forlod en teltplads sørgede vi altid for, at alt affald
blev fjernet, så kun lidt fladt græs viste, at her havde stået et telt. I dag er
moralen helt anderledes. Når man ser billeder af en forladt teltplads i dag
ligner det en lodseplads, det gælder også når en festival, der kalder sig
"Smukfest" forlades.
På strøggaderne flyder det med affald, selv om man har ansat folk til at fjerne det,
nogle ikke gider komme det i affaldsbeholderne. På strande og i havet flyder det med
plasticaffald.
Ikke alle er skyld i denne forandring, men der må være mange, der ikke har lært
at passe på naturen.
Jeg har dyrket flere forskellige sportsgrene.
Spillet fodbold i AGF og FDF, bordtennis på et soldaterhjem, judo og jiu-jitsu,
motocross og orienteringsløb i bil og senest badminton, men svømning har jeg været glad
for hele livet. Jeg tog den stor frisvømmerprøve da jeg var 12 år, og svømmer
stadig 500 meter daglig, så snart vandtemperaturen tillader det.
De fleste sommerferier tilbragte
vi ved min mormor og morfar i Gørlev
på Sjælland.
De havde et
lille hus, som min morfar selv havde bygget.
Der var to små stuer, et
soveværelse, to små kamre på loftet og et stort køkken
med et stort komfur.
Toilet var et skur med et bræt
og en spand under, mændene kunne stå bagved skuret til de små
ærinder. Vand fik man fra en brønd midt i gården.
De have 11
børn, den yngste blev født i 1924, da var min
mor 21 år og boede stadig hjemme.
Jeg kan ikke forstå, hvordan
der blev plads til den store familie i det lille hus.
Det var dejligt, at være
på ferie der. Der var en ganske særlig stemning i det lille
hus. I week-enden kom børn og børnebørn hjem, børnene
legede sammen, kvinderne sludrede og mændene spillede
kort.
Jeg var medlem af FDF 2. kreds og
deltog ivrigt i alle FDF´s aktiviteter. Hver sommer var jeg med på
Bogensholmlejren
på Mols. Vi cyklede dertil eller tog båden til Skødshoved
og gik over Mols Bjerge til lejren. Vi var på lange vandreture i
Mols bjerge. Jeg elskede at gå rundt alene i den smukke natur med
lyng og enebærbuske.
Tirsdag den 4. juli 1944 kl. 13:47 stod jeg og andre FDF'er på
Trehøje og så ind over Aarhus.
Da så vi et kraftigt lysglimt over byen, lidt efter hørte vi et højt brag og så
en røgsøjle over havnen. Vi
vidste ikke, at det var et tysk ammunitionsskib, der var sprængt i luften med 34 dræbte
og 250 sårede Aarhusianere og meget omfattende skader til følge.
Jeg var også med på den store landslejr i Hørhaven Marselisborg skoven i 1947, og flere lejre på
Sletten ved Silkeborg.
Jeg vandt flere præmier ved
at sælge flest lodsedler til velgørende formål. Om sommeren arbejdede jeg bl. andet
i et gartneri for 1 krone i timen, endvidere var jeg efter skoletid bydreng
for en købmand.
Lektierne blev der derimod ikke
tid til. Mine karakterer var kun gode i regning, træsløjd,
gymnastik og tegning, fag der ikke krævede hjemmearbejde. Lærerne
var meget strenge og spanskrør og lussinger blev flittigt anvendt.
Lærerne troede dengang, at lærdom skulle bankes ind i eleverne.
Jeg klarede ikke optagelsesprøven
til realskolen efter 5. klasse og blev flyttet fra
Fjordsgade skole til
Ingerslevs
Boulevards skole. Mine forældre troede dog så meget på
mine evner, at de heldigvis fik skaffet mig friplads på den private Forældreskolen,
hvorfra man kunne tage mellemskole- og realeksamen uden at have bestået
optagelsesprøven. Den skole blev jeg meget glad for.
Min mor var uddannet syerske, og
supplerede indkomsten ved at sy for forretninger og private.
Hun var især god til at sy gammelt tøj om og turneringskjoler til dansere.
3. Ungdommen
Da jeg var 15 år, kom min
far på hospitalet for 2. gang med tuberkulose. Han døde året
efter, den 19.10.1948, kun 50 år gammel. Jeg havde meget svært
ved at komme over det dødsfald, og havde i lang tid ikke lyst til
at more mig med mine kammerater. Jeg ville helst være alene, men mine kammerater
hjalp mig ud af sorgen.
For de penge jeg fik til min
konfirmation købte jeg mit første fotoapparat. Det kunne tage billeder i 6 x 6
cm størrelse i sort/hvidt.
Selv om jeg gik meget på danseskole,
var jeg meget genert overfor piger, en svaghed der dog fortog sig med årene.
Jeg bestod mellemskoleeksamen i 1949, men ville ikke gå i skole et
år mere for at få realeksamen.
Efter sommerferien kom jeg i lære
"på prøve" hos købmand Worsøe Laursen i Frederiksgade
54-56. Det var en af byens "fineste" forretninger. Købmanden var formand for
Aarhus Købmandsforening. Jeg var kun bydreng og skulle bl. a. bære 50 og 75 kg sække
på ryggen til Østergades Hotel og andre institutioner. Jeg
var dengang 17 år gammel. I dag må unge under 18 år ikke
bære ting over 12 kg. Jeg skulle tappe saltsyre og andre farlige
væsker på flasker og sortere flasker i kælderen. Det
var grov udnyttelse af, at lærlinge var den billigste arbejdskraft,
man kunne få. Da jeg pressede på for at få lov til at
ekspedere mere, blev jeg opsagt.
I min
opsigelse skrev Købmand Worsøe Laursen, ”han har været villig til efter bedste
Evne at udføre det ham paalagte Arbejde” Han mente sikkert ikke at mine evner
var særlig gode. Det sårede mig dybt.
Det fik jeg 2 gange senere lejlighed til at korrigere hans opfattelse. Som handelslærling skulle
vi gå i aftenskole og op til Handelshjælper-Eksamen. Der var præmie til den
elev, der havde den højeste karakter i Aarhus. I 1953 var det mig. Som formand
for Handelsstandsforeningen var det Købmand Worsøe Laursen der skulle overrække
præmien. Han så meget overrasket ud, da han så det var mig, han skulle give
præmien.
Senere medens jeg var fuldmægtig hos Fællesbageriet, der leverede rugbrød og
franskbrød til de fleste af byens købmænd, lavede han en rabataftale med vores
konkurrent. Betingelsen var at alle købmænd i byen kun måtte købe ved vores
konkurrent. Direktøren var ikke hjemme, men jeg skrev et brev til købmændene med
et endnu bedre bonustilbud, især på de varer vi tjente mest på. Jeg
understregede i brevet at ”Den frie købmand stadig bevarede sin frie ret til
selv at bestemme, hvor han ville købe sit brød”. Vi mistede ingen kunder og
vores indtjening steg.
Senere satte jeg mig ved siden af ham ved en reception og spurte om han kunne
kende mig. Det kunne han og tilføjede, at han godt kunne, se at han havde taget
fejl af mig.
Jeg kom i lære hos købmand Bernhard
Madsen på Ingerslevs Boulevard 21, den 1.2.1950, hvorfra jeg blev
udlært juli 1953. Det var en lille forretning, hvor jeg lærte
meget, bl. a. fordi købmanden var lam efter børnelammelse,
så jeg måtte tit passe forretningen alene.
Der skulle jeg kun slæbe
ølkasser med 50 stk. på 4. sal, men det var naturligt dengang.
I læretiden fik jeg konstateret
tuberkulose. Da havde man heldigvis lige opfundet 2 lægemidler mod
sygdommen,
streptomycin og PAS. De kunne give skade på syn og hørelse mm, så det blev
kontrolleret ugentlig. Vi var også hver uge til gennemlysning. Vi var en halv snes patienter inde til
gennemlysning samtidig. Det var nu sjovt, at stå og se hinanden
indvendig. Det var overlæge Otto Lassen der gennemlyste os.
Vi lå 5 unge mennesker på stuen, vi havde det
vældig sjovt sammen. Der blev fortalt utallige historier, og vi lavede sjov med
hinanden og sygeplejerskerne. En af patienterne hed
Rudolf og hans kone Sonja,
dem kom vi sammen med i mange år.
Jeg blev udskrevet efter 4½ måned og erklæret
rask. Jeg skulle dog gå til jævnlig kontrol i mange år
efter. Man vidste ikke, hvor farligt røntgenstråler var, for der blev også taget
i hundredvis af røntgenbilleder af mine lunger.
Det blev stoppet, da man var bange for, at jeg fik for mange stråler i kroppen.
Nu ved man, at røntgenstråler er kræft fremkaldene..
På hospitalet fik jeg hver
eneste dag besøg af Inge. Vi havde lært hinanden at kende på danseskolen,
hvor hun blev min faste partner på et af de mange hold jeg gik på. Vi begyndte
også at komme sammen ved andre lejligheder. Vi blev ringforlovet, da jeg kom hjem fra hospitalet.
Efter min tuberkulose måtte
jeg ikke udføre hårdt arbejde. Min mor var bange for, at min
tuberkulose skulle bryde op igen, hvis jeg cyklede. Man vidste ikke bedre
dengang. Vi købte derfor en Diesella
knallert i fælleseje med min søster. Den tunede jeg, så
den kunne køre 60 km i timen. Det var ikke forbudt dengang.
Jeg var vild med motorcykelsport.
Jeg var medlem af Århus Motor Klub, og tog tit på tommelfingeren
til motorløb. Især motocross havde min interesse.
Jeg var også medlem af Aarhus
jiu-jitsu klub, hvor jeg lærte en masse tricks til at forsvare mig. Det styrkede i høj grad min selvtillid.
Jeg tog
Handelsmedhjælpereksamen
med udmærkelse i juni 1953 og fik præmie fra Handelsstandsforeningen,
fordi jeg havde den højeste karakter i Aarhus det år. Det var
købmand Worsøe Laursen, der måtte overrække mig præmien, det morede mig.
Det betød et vendepunkt i mit liv. Det gav mig selvtillid og lyst til at gå
i skole igen, og jeg tog den 1-årige Handelseksamen med udvidet tysk
og engelsk i juni 1954. Den gav adgang til at læse til HD.
Gennem Handelshøjskolen fik
jeg job som kontorassistent i Aarhus
Tømmerhandel A/S, men jeg befandt mig ikke godt i det meget
gammeldags og snobbede firma. Da konsulen fik at vide, at jeg søgte
andet job, blev jeg fyret til fratrædelse, når jeg havde fundet
et andet job. En mærkelig opsigelse, men man rejste ikke frivilligt fra det fornemme firma.
4. Familiefaderen
30.12.1954 blev jeg gift med Inge,
da var jeg kun 22 år gammel. Vi fik 3 dejlige børn, Jan, Lene og Nina. Vi boede først hos Inges
forældre, men fik så en 2-værelses lejlighed i min farmors
ejendom på Skovvejen 19B (se
lille film) i Aarhus. Her blev Jan født
19.12.1957.
Lejligheden lå på 2. sal, der var intet badeværelse,
men et WC på bagtrappen, fælles med naboen. Der var en kakkelovn
i hvert værelse, men vinduerne i det ene var så utætte,
så det ikke kunne bruges om vinteren. Koks til ovnen måtte
vi slæbe op fra kælderen.
Vi brugte kun det ene værelse, der havde en rimelig god kakkelovn. Vi havde en
sovesofa, og her stod også Jans seng. Han sov fint, selv når vi havde gæster og
holdt fest. Gæsterne røg i stuen, men vi var ikke klar over, at passiv rygning
kunne være skadelig.
I 1955 begyndte jeg at læse
til HD i Regnskabsvæsen på
Den Jydske Handelshøjskole,
der dengang lå i Hans Broges Gade i Aarhus. Det foregik dengang om aftenen og alle lørdage.
Så kunne man samtidig have et fuldtidsarbejde, der dengang var på 48 timer.
Studiet varede 4 år. Med mange lektier var der ikke meget fritid.
For at kunne nå det hele købte jeg en
150 kubik Jawa
motorcykle
15.1.1956 fik jeg job som bogholder
ved Volvoforhandleren i Aarhus. Firmaet lå dengang i Havnegade.
Lønnen var ikke høj, men det var et spændende og lærerigt
job, og der kunne tjenes ekstra penge ved at hente nye biler i Frederikshavn
og køre dem til Århus. På togturen til Frederikshavn
kunne jeg ordne mine lektier til HD-studiet. Vi kunne også købe
brugte
biler til indkøbspris, det benyttede jeg mig af.
Min interesse for motorcykelsport blev nu
til bilsport. Jeg blev medlem af "Kongelig Dansk Automobil Klub", KDAK, der
arrangerede mange orienteringsløb. Både den lille
Fiat 500 og senere min
Volvo PV444
blev brugt til løb. Vi var 2, der skiftedes til at være kører og observatør. Det
var mest spændende om vinteren på isglatte veje.
Jeg var glad for at være hos Volvo, men selv om
Volvo-firmaet ekspanderede meget hurtigt, og alt gik godt, ville man ikke give
lønforhøjelse. Jeg sagde derfor op og søgte efter et bedre betalt job.
Det fik jeg som leder af
kontor og regnskabsafdelingen hos Fællesbageriet
A/S i Studsgade i Århus til den dobbelte løn. Der begyndte
jeg 1.2.1959. Det var en stor ledelsesmæssig udfordring. Jeg var
kun 26 år, den tidligere leder skulle blive i firmaet, og alle kontorfolkene
var over 50 år og klart imod et lederskifte. 3 unge kontorelever
ville gerne have fornyelse, og de hjalp mig gennem begyndervanskelighederne.
Der blev hurtigt et godt arbejdsklima, og firmaet tjente mange penge. I
juni 1959 fik jeg min HD eksamen og blev udnævnt til fuldmægtig.
Familien flyttede i 1959 til
Heibergsgade
15, Aarhus, men i juni 1962 blev der råd til at købe et hus på
98 m2 på Lemmingvej
7 i Stautrup.
Udbetalingen blev lånt i banken, men blev hurtigt tilbagebetalt ved
ekstra timer som aftenskolelærer på Handelshøjskolen
i Århus. Det var en lykkelig tid med mange venner og fester. Her
blev Lene født 18.9.1962.
Fællesbageriets formand var
senere borgmester Orla Hyllested, ham var jeg blevet gode venner med. Vi
havde engang delt værelse på en konference. Vi morede os meget
over, at vi skulle sove i dobbeltseng. Han opfordrede mig senere til at
søge et ledigt job som kontorchef i Århus Brugsforening, der
dengang havde hovedkontor i Åbogade.
Det fik jeg pr. 1.9.1963. Det var et lærerigt og spændende
job med studierejser i Tyskland og sammenslutning af brugsforeningerne,
først i Midtjylland. Senere blev næsten alle butikker i Danmark
samlet i Brugsforeningen HB. Det hedder i dag Coop.
I juni 1965 bestod jeg, som den
første i Danmark, eksamen i
Elektronisk Databehandling.
Den nye ledelse i Coop opdagede, at jeg
havde lavet et velfungerende budgetsystem, som man gerne ville anvende
i hele Danmark. Jeg accepterede at gennemføre projektet ved at arbejde
på hovedkontoret i København
i 4 dage om ugen, og samtidig passe mit job i Århus om fredagen. Jeg blev
behandlet meget fint. Fik stort, fint kontor
med gulvtæppe, kunst på væggene og friske blomster. Jeg kunne selv vælge,
hvilket hotel jeg ville bo på, og gå til alle de forlystelser jeg ville, så jeg
så både premieren på Hair, Dirch og Daimi i Cirkusrevyen, ABC-teatret og meget
andet.
Efter et halvt år blev jeg tilbudt en stilling som budgetchef. Med
en kraftig lønforhøjelse og andre goder accepterede jeg jobbet,
og familien flyttede i 1966 til et dejligt hus i Hareskovby,
med direkte adgang fra haven til Hareskoven.
Jeg begyndte med en budgetafdeling
med 5 medarbejdere, men efter et par år var jeg også chef for
regnskabs- og rapportafdelingen. Jeg var nu chef for over 200 medarbejdere.
Det var et hårdt job med stort ansvar og konstant overarbejde. Selv
om alt gik godt på arbejdet, gik det ud over privatlivet.
Jeg følte, at jeg havde alt for lidt tid til at være sammen med børnene. Lene og
jeg gik dog tit tur i Hareskoven, hun var meget videbegærlig om alt i naturen.
Nina blev
født 12.2.1967 og Jan og Lene havde fundet nye venner. Familien
faldt dog aldrig til i København. Vi savnede familie og venner i
Århus, og var næsten hver weekend på besøg i Århus.
Jeg begyndte derfor at søge job i Århus området.
5. Hjem til Aarhus
Den 1.7.1970 flyttede vi til
Klokkerfaldet
71 i Århus. Da havde jeg fået job som økonomichef
på plastrørsfabrikken
Nordisk
Wavin A/S i Hammel. I 1973 blev jeg udnævnt til økonomidirektør.
Børnene var kede af, at de skulle
flytte fra kammeraterne, men det hjalp, da de fik lov til at få en hund.
Det blev en Golden Retriver, der fik navnet
King.
Den 1.5.1974 blev jeg separeret
fra Inge og flyttede sammen med Bente til Digterparken. Hun
var direktionssekretær ved Wavin og underviste mig i engelsk.
Ved skilsmissen blev huset i Hasle
belånt maximalt. Inge fik obligationer, indbo, en sommerhusgrund
ved Øer nær Ebeltoft og en billig lejekontrakt i huset. Jeg overtog
huset i Hasle og en sommerhusgrund med et lille hus ved Begtrup Vig på
Mols. Her byggede Bente og jeg et sommerhus
på 125 m2 i 1975.
Børnene hjalp til, så godt de kunne. Børnene blev først
i huset ved Inge, men da Inge fandt Otto, ønskede de at flytte i
egen lejlighed i Bispehaven. Den yngste datter, Nina flyttede med dem, medens Jan, Lene
og hunden King blev i huset,
som Bente og jeg så flyttede ind i 15.12.1976.
Jeg købte
en båd med en stærk
motor, der kunne trække vandski. Den var synkefri, så den fik børnene lov til at
sejle med, hvis de bare altid havde redningsvest på. Hunden King var altid med.
Båden har vi stadig.
Jeg blev gift
med Bente på det gamle rådhus i Ebeltoft 25.11.1978. Vi
holdt meget af at rejse. De var flere gange på
campingture i udlandet
med børnene.
Vi har været i de fleste lande i
Europa. Det styrkede familiesammenholdet, og jeg nød at være tæt sammen med
børnene. Fra 1978 var vi hvert år i Gambia, hvor vi havde
mange gode venner. Dem hjalp vi ved at betale børnenes skoleuddannelser
og med tøj til børnene, vi har stadig god kontakt til 2 af børnrne.
3. august 1991 Blev
Lene gift med Ole.
De havde lært hinanden at kende under studiet på Handelshøjskolen. Der blev holdt
en stor flot fest i Juelsminde. Jeg havde næsten 25 gode år
hos Wavin. Stillingen som økonomidirektør i en stadigt voksende
international produktionsvirksomhed passede fint til min uddannelse og
interesse. Gennem Wavin fik jeg også andre spændende opgaver.
Jeg var 2 gange i Nigeria og flere gange
i Tyskland for at analyserer virksomheder, der kørte med stort underskud.
Jeg var leder af et projekt, der skulle nedskære de indirekte omkostninger
i alle Wavin koncernens virksomheder.
Den mest spændende opgave
var, sammen med en kollega, forhandling og etablering af et joint venture
med en stor polsk plastrørsfabrik.
Det var i 1990, lige efter murens fald. Forhandlingerne tog 14 måneder
og aftalen med den polske stat blev underskrevet 27.3.1991. Aktiekapitalen
var 142.000.000.000 Zloty eller ca. 100 mill kroner. Der var 380 ansatte,
som alle beholdt deres job. Det blev en stor succes, som blev fulgt op
af et lignende projekt i Litauen.
Jeg var også medlem af flere
bestyrelser. Jydsk Valutarisk Forening, Wavin Metalplast-Buk i Polen, Dancco i
Ungarn
og Foreningen Århus Arrangementer.
Jeg var ofte foredragsholder
i kommunernes erhvervsafdeling, banker, revisorforeninger og andre økonomiske
foreninger om emnerne Strategisk planlægning, Investerings rentabilitet, Informationssystemer,
Investering i Østeuropa, og privatisering i Bosnien i 1997. Endvidere
var jeg medforfatter til bogen ”Håndbog i Budgettering”.
6. Pensionisten
Ifølge Wavin´s regler
skulle jeg gå på pension, når jeg blev 62 1/2 år.
Det var den 31.1.1995. Jeg fik dog næsten fuld løn til jeg var 67 år.
For at lave en "blød" overgang til pensionist
tilværelsen startede jeg som Management Consultant, men ville kun
have opgaver, der gav udenlandsrejser, og som jeg fandt spændende
og interessante. Det blev til opgaver i både Litauen, Polen, Italien,
Schweiz, og England.
I de første 2 år af
min pensionisttilværelse brugte jeg al min fritid på at udvide
sommerhuset med 25 m2 garage/bryggers og 25 m2 vinterhave. Håndværkere
lagde dog nyt tag på huset. Derefter renoverede jeg det resterende hus. Bente og jeg flyttede 4.7.1997
til sommerhuset ved Begtrup Vig som helårs beboere.
Huset i Hasle blev solgt pr. 1.8.1997.
Som pensionist fik jeg hurtigt helt
andre interesser. Jeg gik i gang med slægtsforskning, kunne følge
mine aner helt tilbage til 1420. Derefter blev 1600 sider slægtsdata
med mange billeder lagt på min hjemmeside.
Min slægtsforskning holder jeg stadig a jour både
på min PC og mine hjemmesider,
fischerholm.dk
Gennem mange år havde jeg
optaget videofilm. Nu blev der tid til at optage flere film og redigere
disse film. Jeg meldte mig derfor ind i Århus Videoklub i år 2000, hvor jeg senere blev formand. Mine film deltog i flere
konkurrencer og vandt flere præmier. Filmen
”Livets
Gang” vandt i 2006 Europamesterskab for amatørfilm under 1 minut.
Min hjemmeside blev udvidet med et afsnit med mange vejledninger om videoredigering.
Fra en af hjemmesiderne er der links til de over 190 film, jeg har på YouTube,
Vimeo og andre steder. Jeg lavede også hjemmesider for videoklubben.
I 2002 fyldte jeg 70 år og Bente
60 år. I den anledning
holdt vi en fest
for venner og familie på Vægtergaarden i Femmøller. Vi havde fået H.C.
Vartenberg til at sørge for underholdningen. Det var en dejlig fest. I en periode var jeg medlem af det
lokale vandværks bestyrelse og formand for Dragsmur grundejerforening
2002-04. Senere var jeg igen i bestyrelsen som menigt medlem.
I 2003 var jeg med til at starte
Åbent Aktivitets Center i Lyngparken i Knebel. I 2007 blev jeg formand
for Centerrådet. Da var der 25 forskellige aktiviteter, som hver
uge blev besøgt af 150 pensionister fra Molsområdet. Jeg underviser
nu i IT, brug af Internet og smartphone.
I anledning af Bentes og mit
sølvbryllup havde vi inviteret børn og børnebørn med til en tur til Gambia. Det
var en stor oplevelse især for børnebørnene. På selve dagen 25.11.2003 spiste vi
mad på en hyggelig
restaurant med musik og dans.
24. august 2004 fik Bente en ny
hofte, men da hun kørte bil igen 8. december gik det helt galt.
Hendes fod gled fra bremsen til speederen, så bilen rullede ned ad en
skrænt og lå med bunden opad. Hun
brækkede halsen, kravebenet og
bækkenskå-
len.
Hovedet måtte holdes på plads af
et jernstativ i 3
måneder. Det blev til et længere hospitalsophold, men hun overlevede heldigvis.
Den kunstige hofte gik løs, og den blev først opereret igen
året efter, fordi der under operationen var kommet resistente bakterier bag hofteskålen.
Efter lang tids hård genoptræning
fik hun sin førlighed tilbage.
Som pensionist har jeg sammen med
Bente været på mange spændende rejser over hele
verden. I 2008 lavede jeg en film, der viste højdepunkterne fra de rejser, vi
havde været på indtil dengang. Den kan du se her.
Vi var stadig glade for at rejse.
I 2009 var vi på en dejlig tur til
Indien
og Nepal.
Året efter var vi på en fantastisk god sejltur på
Mekong floden fra
Laos til Kina, Tibet og
Shangri-la, som vort hus er opkaldt efter.
Det er den bedste tur vi nogensinde har været på. Vi var kun 11 deltagere og
dobbelt så stor besætning. En af deltagerne var en
troubadour fra Rørvig, ham og hans kone kommer vi stadig sammen med. De sørgede for underholdningen.
I april 2011 tog vi på en tur til Israel med
Unitas Rejser. Det var spændende, men vore guider var meget religiøse, så for
meget af tiden gik med bønner, bibellæsning og salmesang.
Jeg har været rigtig
mange steder i verden, men aldrig på Bornholm. Det rådede vi bod på i sommeren
2011. Det år blev et rigtig rejseår for i den 1. oktober tog vi på en flodtur
fra Moskva til Perm helt ovre ved Uralbjergene. Den hed Dostotjevskis sidste
rejse efter Leif Davidsens bog af samme navn. En meget afslappende tur. Efter 6 år i bestyrelsen for
Århus Videoklub, de sidste 4 år som
formand, kunne jeg iflg. vedtægterne ikke genvælges i 2009.
Det letter mig for en del arbejde og ansvar, men bruger stadig meget tid
på at lave film, som kan vinde præmier og blive
set på internettet.
7. Den Gamle
Den 17.2.2009, troede jeg, blev den
sidste dag i mit liv. Jeg mistede bevidstheden i alt 7 gange den dag. Sidste
gang var på vej i ambulancen fra Randers hospital til Skejby Sygehus.
Mit hjerte fik kun få impulser til at slå, så jeg fik
om aftenen indopereret en pacemaker. Næste dag blev jeg sendt hjem.
Herefter kan jeg leve helt som før. Jeg var fantastisk heldig, godt
at man bor i et land, hvor det kan lade sig gøre.
I 2012 var vi på en 5-stjernet tur med veterantoget Rovos
Rail i det
sydlige Afrika, og i 2013 på krydstogt langs Grøndlands vestkyst til Thule
Bente og jeg er meget glade for
at bo på Mols. Vi synes, at vi efterhånden har fået et
dejligt hus med en vidunderlig udsigt
over Begtrup Vig. Vi nyder meget den smukke natur, fredelige atmosfære
og spadsereture i Mols bjerge. Vi bor nu indenfor Naturpark Mols Bjerges
område. Vi elsker også samværet med venner og familie,
og især vores børn og børnebørn.
Desværre kæmper Bente nu med stærke smerter og
andre skavanker. En ny operation i rygraden har ikke hjulpet, men hun får nu en
stor mængde smertestillende medicin. Det betyder desværre, at hun kan ikke
længere kan køre sin Huyndai bil.
Den blev overdraget til Nina, der havde hårdt brug for en bil.
Jeg har heldigvis stadig mit gode helbred, så vi er stadig
mobile og forsøger at få alle de glæder, som livet giver os mulighed for.
Jeg vedligeholder konditionen ved
gymnastik, badminton, svømning, fiskeri og daglige spadsereture.
Hver morgen året rundt gik
jeg tur med hunden Choi, men den døde i
juli 2010. Vi gik langs stranden, enten ved Ebeltoft Vig eller Begtrup
Vig. Nu går jeg tit turen alene. Det er altid en dejlig oplevelse.
Hver dag er forskellig, men turen er altid en smuk oplevelse. Der er mange
fugle ved Begtrup Vig, især knopsvaner, gråænder, edderfugle
og alle mulige terne- og mågearter. Ofte ser jeg også sangsvaner,
gæs og lappedykkere. Sommetider også musvåger og dådyr.
Om sommeren svømmer jeg 500 meter en eller to gange dagligt i Begtrup
Vig.
Den 12. juli 2012 blev jeg
80 år. Det blev fejret sammen med Bentes 70 års fødselsdag med en stor fest på
Vægtergården i Femmøller.
Nu har jeg skruet lidt ned for tempoet. Jeg er gået ud af Lyngparkens Centerråd,
Grundejerforeningens bestyrelse og holdt op med badminton. Efter 12 år som
formand i Århus videoklub er jeg nu kun menigt medlem.
I Lyngparken underviser jeg stadig i EDB, smartphones og videoredigering.
En afslappet rejse til Jordan i 2014 og en
sejltur i Kroatiens skærgård i 2015 klarede vi fint, Vi var også på en 3-ugers krydstogstur
fra Dubai, gennem Suezkanalen og Middelhavet i
april 2017, og i september til den græske ø Zakynthos, men de lange, hårde
rejser er desværre slut.
Det vil vi nu ikke klage over. Af Lonely Planets Top-10 rejseoplevelser, her vi
besøgt de 7, nemlig: Angkor Wat i Cambodia,
Machu Pichu i Peru, Den kinesiske mur,
Tai Mahal i Indien, Gran Canyon i USA,
Iguazú-vandfaldene i Brasilien og Colosseum i Rom.
I 2009 lavede jeg en film, der hedder "Peer
Fischer Holms livshistorie". Sidste afsnit blev tilføjet i 2016. Hvert af mine
børn og børnebørn har fået en DVD med filmene. De har også fået en USB-nøgle med
alle de fotos og film jeg har fra deres barndom samt mine hjemmesider.
Bente har efter endnu en nakkeoperation fået det
værre, så jeg har overtaget flere af husets pligter. Meget tid går også med at
transportere Bente til genoptræning, hospitalskontrol, læge, frisør mm. I august
2016 købte vi en vældig smart 3-hjulet
kabinescooter til hende, den er hun glad for og det forbedrede situationen.
I 2018 fik hun desværre et stort sår på skinnebenet. Det bliver forbundet 3
gange om ugen og tilset hver 3. uge på hospitalet. Hun har fået to hudtransplantation, men det løste desværre ikke
problemet.
Siden min ansættelse ved Volvo i 1956-59 har jeg
været Volvo-fan.
Inden jeg rejste derfra købte jeg den første, det var en rød
Volvo PV 444
Den blev udskiftet med en gul Amazon.
Så blev det til en 6-cylinders Volvo 164
med turbomotor
Den næste bil blev en Volvo 245 som jeg fik som firmabil ved Wavin.
Den blev kort før jeg rejste derfra i 1995 skiftet til en Volvo 70, som jeg
købte, da jeg gik på pension.
Den holdt til 2008, hvor der kom en ny model V70.
Da man ikke længere kan få renter af penge, der står i banken,
købte jeg i oktober 2016 en ny hvid Volvo V90. Den købte jeg med en rabat på 185 tus. kr. bl.a.
ved at købe den igennem mit nystartede firma Mols IT Consult.
Det er verdens sikreste bil, jeg nyder automatgearet og alle de andre
forbedringer, især automatisk nedblænding, regnsensor og bakkamera. Når jeg slår "autopiloten" til styrer den selv bilen, medens jeg bare slapper
af.
GPSén fortæller, når jeg skal dreje, det kan bilen endnu ikke selv finde ud af. Men
det kommer nok.
Mange har beskyldt mig for at køre for stærkt, men jeg ved, jeg er blevet gammel
og kører nu med "Speed limit" slået til, så nu er det slut med fartbøder
og klip i kørekortet.
Du kan se billeder af bilerne her.
Mit kørekort gælder til jeg er 101 år gammel, så nu håber jeg bilen kan holde
til den tid.
5. maj 2018 blev
Nina gift med
Frank på Aarhus Rådhus. Der var stort fremmøde af venner og familie. De bor nu i
hus i Tranbjerg. De har 2 børn hver, men de er nu så gamle, at de er flyttet
hjemmefra.
Nu er jeg blevet oldefar til 2
piger. Den 6.
december 2018 fødte vort barnebarn Kaspers kæreste, Katrine en pige, der blev
døbt Lilja. De flyttede samtidig ind i et stort flot hus i Skødstrup. Den
16.05.2019 fik Gitte og Kristian en pige, der fik navnet
Freya.
Siden
1979 har vi hvert år holdt fætter- kusinefest på min fars side. De første år var
vi ca. 25, og det var temmelig vilde fester. Der blev drukket 12
kasser øl, og der blev festet til den lyse morgen. Vi sov i telte, men de blev
senere skiftet ud med kroophold. I 2018 var der også fest, men
nu var vi kun 7 tilbage. Sådan er livets gang, men jeg har virkelig nydt disse
fester, og har heldigvis film fra dem alle.
Siden 1995 har jeg hvert år sendt
julebrev til familie og venner. Her beskriver jeg, hvad jeg opfatter som de
vigtigste begivenheder i årets løb. F. eks. var det i 2018 at jeg var blevet
oldefar for første gang, da vort barnebarn Kasper havde fået en datter, og at
Nina var blevet gift med Frank. Endvidere havde vi haft besøg af et af vore
gambianske sponsorbørn, Suwaidou, der nu bor i Belgien. Hun havde sin lille søn
med.
Jeg er ikke religiøs, men har siden jeg var 17 år været interesseret i
religionsvidenskab. Hvorfor er vi i Danmark mest kristne protestanter? I andre
lande katolikker, jøder, islamister, hinduer, buddhister eller en af de mange
tusinde andre religioner der findes i verden. Hvorfor mener alle, at de har den
eneste sande religion.
Igennem
historien kan vi se, at rigtig mange krige startes mellem forskellige
religioner. I højmiddelalderen sendte Danmark også Pilgrimme på korstogt til de
arabiske lande for at slå muslimer ihjel.
På vore mange rejser rundt omkring i verden har jeg oplevet dagligdagen med
mange af disse religioner. Der ofres virkelig mange kræfter på at dyrke dem.
Hvorfor det er sådan, har jeg aldrig fundet nogen fornuftig forklaring på.
Døden tænker jeg ikke
på.
Jeg prøver bare at holde mig sund og rask så længe som muligt.
Jeg søger at få så meget lykke som muligt. Det får jeg især ved at glæde andre.
Den største lykke får jeg, når jeg er sammen med vore børn og børnebørn. Det sker
mest, når der er fødselsdag i familien. Det er efterhånden blevet til en stor
familie, med børn, svigerbørn, børnebørn og deres kærester er vi nu 18, og Inge
er også altid med. Hende er vi heldigvis gode venner med.
Heldigvis kommer alle godt ud af det med hinanden. Det er en stor glæde for mig.
Det fryder mig at se, alle har nogle gode karakteregenskaber, er flittige, har
fået gode uddannelser og gode jobs.
Det er også dejligt at se, at de
193 film, jeg gennem årene har lagt på Internettet, bliver set. Jeg kan se, at
filmene på YouTube pr. 1.1. 2019 er set 107.314 gange. F. eks. er mine film fra
Grønlandsturen i 2013 set 35 tusind gange. Filmen om fregatten Jylland er set
over 13 tusind gange. Forhåbentlig har det givet glæde af at se den.
Filmene ligger også på Vimeo, men her ved jeg ikke, hvor mange der har set dem.
De fleste af mine film kan ses fra denne hjemmeside:
http://fischerholm.dk/peersfilm.htm
Jeg har gennem længere tid haft
ondt i venstre hofte, men 6. september 2019 fik jeg indopereret en kunstig hofte
på Silkeborg hospital. Alt gik som det skulle. Det var en virkelig god oplevelse.
Alle smerter er væk, og jeg kan gå normalt igen.
Bente har desværre fået et stort
sår på skinnebenet. Det vil ikke hele bl.a. på grund af nedsat immunforsvar som følge
af hudsygdommen sklerodermi. Der er desværre også konstateret kræft flere
steder. Det betyder mange hospitalsbesøg og sygeplejerske hver dag. En skæv ryg og store smerter gør livet svært for hende.
Heldigvis er der kommet en helt ny behandling, som et team af
læger mener kan hjælpe Bente. Behandlingen hedder Immunterapi, og skulle styrke
immunforsvaret, og dræbe kræftcellerne. 1. behandling begyndte 2.1.2020.
Det ser vi frem til nu.
Vi skal være glade for, at vi bor
et dejligt sted og stadig kan få dagligdagen til at fungerer. Her hjælper det
meget, at vi kan købe, hvad vi skal bruge over internettet, og har en god sikker
bil at køre i. Jeg har altid min smartphone i nærheden. Den er en stor hjælp i
hverdagen. Den holder styr på vore aftaler, temperaturen i huset, vejrudsigten
og underholder os med TV, musik, lydbøger og nyheder. Her kan jeg også finde alle mine
fotos, film, regneark og vejledninger. Den er også min pung, når vi er på indkøb.
I januar 2020 hørte vi om en ny meget farlig og smitsom virus, der var startet
på et marked i den kinesiske by Wuhan. Den hed Korona eller Covid-19. Det var en
pandemi, der hurtigt bredte sig til hele jordkloden. Mange døde af sygdommen,
især ældre mennesker.
I begyndelsen
af marts var Koronaen kommet til Danmark, og 11. marts lukkede regeringen
Danmark ned for at forhindre at Koronaen ramte flere end hospitalerne kunne
klare. Grænserne blev også lukket.
Vi isolerede
os i vores hus, ingen besøg hverken her eller hos andre. Når vi var nødt til
hospitals besøg eller varekøb holdt vi 2 meters afstand til andre og sprittede
hænder inden vi satte os ind i bilen igen.
Midt i april
begyndte man at åbne op igen. Børnehaver og de mindste skolebørn var de første.
Den 25. april 2020 lå 380 på hospitalet, heraf ca. 70 i
respirator.
418 var døde, næsten alle over 60 år.
Da både Bente
og jeg er i den gruppe der bliver hårdest ramt af sygdommen fortsætter vi vores
isolering.
Den 21.12.20
fik jeg konstateret Covid-19, så Juleaften sad vi alene. Nytårsaften fik jeg problemer med at trække
vejret, og ringede til vagtlægen. En ambulance kørte mig til Randers sygehus,
hvor jeg lå i 15 dage. Jeg tabte 6 kg. Det var en hård omgang, men jeg
overlevede.
2.1.21, medens jeg var indlagt døde Inge, børnenes mor, 87 år gammel.
Efter min
hjemkomst fra hospitalet 14.1.21 gik det hurtigt fremad med genoptræningen, men 25.
januar vendte koronaen tilbage med fornyet styrke. Ambulancen kørte mig igen til
Randers sygehus. Med en ilt slange holdt de liv i mig, men 29.1.21 blev det så
alvorligt at lægerne tilkaldte mine 3 børn. Det var alvorligt, men jeg
overlevede.
Min pacemaker
var over 12 år gammel, men 16.3.21 blev jeg kørt til Viborg hospital og fik den
udskiftet. Dagen efter blev jeg kørt til genoptræning i Tirstrup. Her lå jeg i 4
uger. Den 16. april 2021 hentede Lene mig hjem med iltmaskine, iltflasker,
rullestol og rollator. Det var en lang og hård omgang, men det hjalp mig meget,
at mine børn, trods korona restriktioner, var meget flittige til at besøge mig.
Nu skulle jeg
selv fortsætte genoptræningen, men efter en måned kunne jeg gå med rollator uden
iltslangen, og i september 2021 uden rollator.
Min 89 års
fødselsdag blev holdt 14.8.21 i Særbækhuset med 23 deltagere. En rigtig dejlig
dag.
Bente blev
også smittet med korona, men hun kom meget lettere igennem sygdommen. Til
gengæld blev hun hårdt ramt af en brækket hofte, der brød sammen efter
operationen, senere havde hun 3 indlæggelser med lugebetændelse.
Den 8. april 2022, 3 dage før Bente blev 80 år sov hun stille ind i vort eget
hjem. Lørdag 16. april blev hun bisat i Knebel kirke. Det var en meget smuk
højtidelighed med mange deltagere og blomster.
Vi havde 48 gode år sammen.
Vi havde inviteret til Bentes 80 års og min 90 års fødselsdag den 11. juni 2022,
på restaurant ”Bag Søjlen” i Rønde. Nu blev det desværre kun min fødselsdag, der
blev fejret.
Jeg fik flere gavekort til oplevelser, bl.a. en tur med Mette og Jan til hendes
skønne hus i Sydfrankrig. Vi kørte i bil derned, og efter en uges dejligt ophold
fløj jeg hjem fra Barcelona 16.7.22.
Jeg fik også
en uges ophold i Lene og Oles flotte share lejlighed i Malaga i Sydspanien. Vi
fløj derned 12. september 2022. Desværre væltede jeg med rullestolen og brækkede
venstre fod
Den 7. august
2022 blev Jans søn Kasper gift med Katrine Fruengaard Kristensen. De bor i deres
dejlige hus i Skødstrup med deres 2 piger.
Endnu et af
mine børnebørn, Lene og Oles datter, Katrine, blev gift med Renè Lønne Ventzel
29.4.2023. Det var et meget smukt Skovbryllup. De bor nu i København.
Selv om jeg nu er enkemand og savner Bente, er det dejligt at blive gammel,
når man kan se, at alle børn og børnebørn har det godt, og tænke tilbage på et langt og lykkeligt liv med
fantastisk mange gode minder. Minderne genopfrisker jeg, når jeg ser
mine gamle film og fotos på TV eller min smartphone.
Jeg er glad for, at jeg stadig kan bo i vort dejlige hus ved Begtrup Vig.
Opdateret
15.6.2023. |