Da jeg var 4 år, flyttede familien til Nyborggade 2, 3.sal, tv. Det var en stor 3 værelses lejlighed, men "dagligstuen" blev kun brugt, når der var gæster. Her voksede jeg op og blev kendt som en meget aktiv dreng, der var initiativtager til de fleste af de drengestreger, der fandt sted i kvarteret. En af mine kammerater var Max Hedemann. Ham og hans kone kommer vi stadig sammen med.

Jeg begyndte i Fjordsgade skole, da jeg lige var fyldt 7 år, det var i 1939, kort før 2. verdenskrig startede. Skolen interesserede mig ikke så meget som fritiden. Under krigen var der alt for mange spændende ting at opleve for en dreng med hang til udfordringer. Jeg kan tydeligt huske tyskernes indmarch i Århus med fuld musik i Hans Brogesgade. Det så meget imponerende ud. Det stod mig hurtigt klart, at krigen og tyskernes besættelse var en alvorlig sag. Der blev sat sorte mørkelægnings gardiner for alle vinduerne, og når luftalermen hylede om natten, skulle vi hurtigt op af sengen og ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Det var nu meget sjovt, for vi kunne spille forskellige spil dernede. Det var nu træls, når det skete flere gange på en nat. Min far var luftværnsleder på posthuset i Kannikegade, og havde et blåt armbind på, så han måtte cykle derned. Ellers ville tyskerne ikke tillade ham at være ude under luftalarmen. 

Mange varer slap op, og vi fik udleveret rationeringsmærker, som vi kunne købe lidt for. Min mor manglede sukkermærker, for hun syltede meget, men så byttede hun med smørmærker, det fik vi alligevel skrabet tyndt på brødet. Kaffe var der meget lidt af, derfor blev det blandet op med kaffetilsætning. Det hed Richs og der var et billede i hver pakke. Dem samlede jeg på og klistrede ind i bøger.

Jeg kom en del på Århus havn, det var spændende at se skibene komme og gods blive lodset og lastet. Jeg samlede på frimærker og spurgte tit søfolkene, om de havde nogle frimærker til mig. Engang var der nogle finske søfolk, der tilbød mig en finsk dolk for et sukkermærke. Jeg lånte et af min mor, solgte dolken for 2 sukkermærker, købte 2 dolke, solgte den ene for 2 sukkermærker, som jeg gav min mor. Jeg havde stadig en flot dolk tilbage. 

Brændsel var der også for lidt af, så der var meget koldt i stuerne om vinteren. Der blev fyret med tørv i Ejendommens centralfyr, vandet drev af det, så det var ikke godt. Der var dog også fordel ved brændselsmanglen, skolerne holdt tit lukket, fordi man ikke havde mere brændsel. 
Det faldt desværre sammen med, at vi i vinteren 1939-40 og de 2 efterfølgende vintre havde meget hårde isvintre. Nedløbsrørene fra køkkenvaskene sad dengang uden på husmuren, så de frøs til og måtte pilles ned for at blive tøet op. Der var et tykt lag is indvendig på ruderne, så vi ikke kunne se ud af dem.
Gas var også rationeret, men vi fik en lille brændeovn i køkkenet. Den kunne vi lave mad på, og den gav også varme i køkkenet. Jeg samlede kul op mellem togskinnerne på havnen, det varmede dejligt.
Derudover husker jeg bedst spildindsamlingerne, og at jeg fik slået pløkker under mine sko og støvler, for ikke at slide på læderet. 

Når jeg tænker på min barndom, og sammenligner det med børns liv i dag, burde jeg slet ikke have overlevet.
Min børneseng og resten af lejligheden var malet med terpentin- og blybaseret maling. Min far var storryger, så jeg har været passiv ryger hele min barndom. Der var ingen børnesikring på medicin- og giftflasker, døre eller skabe, og når jeg cyklede, havde jeg ingen hjelm på.
Jeg var ofte i slagsmål med andre drenge, og fik sommetider tæv af dem der var større, men jeg anmeldte det aldrig som vold. Når jeg kørte i bil, var det uden sikkerhedsseler eller airbags. Jeg spiste brød med smør, drak sødmælk og sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi jeg altid var ude at lege.
Jeg brugte mange timer på at bygge borge og sæbekassebiler af gamle kasser, og ræsede i fuld fart ned ad bakken uden at kunne bremse. Senere borede jeg min knallert med rulletræk, så den kunne køre 60 km i timen.
Jeg klatrede i de højeste træer og sprang fra isflage til isflage i Århus havn. I de hårde isvintre gik vi langt ud på Århusbugten for at se isbryderne lave sejlrende til færgerne. 
Vi lavede selv kanonslag af hjemmelavet krudt, og legede med efterladte tyske patroner. Farligt? måske, men jeg lever stadig.
Jo, jeg havde en meget, meget spændende barndom, og jeg savnede ikke mobiltelefon, TV, PC, computerspil, iPot eller Internet.
Jeg havde mange venner, og jeg lærte at løbe en risiko og tage en chance. Det blev man kreativ af. Jeg lærte at løse problemer og få nye ideer. Det har jeg haft stor glæde af resten af livet.

De fleste sommerferier tilbragte vi ved min mormor og morfar i Gørlev på Sjælland. 
De havde et lille hus, som min morfar selv havde bygget. 
Der var to små stuer, et soveværelse, to små kamre på loftet og et stort køkken med et stort komfur. 
Toilet var et skur med et bræt og en spand under, mændene kunne stå bagved skuret til de små ærinder. Vand fik man fra en brønd midt i gården. 
De have 11 børn, den yngste blev født i 1924, da var min mor 21 år og boede stadig hjemme.
Jeg kan ikke forstå, hvordan der blev plads til den store familie i det lille hus. 
Det var dejligt, at være på ferie der. Der var en ganske særlig stemning i det lille hus. I week-enden kom børn og børnebørn hjem, børnene legede sammen, kvinderne sludrede og mændene spillede kort.

Jeg var medlem af FDF 2. kreds og deltog ivrigt i alle FDF´s aktiviteter. Hver sommer var jeg med på Bogensholmlejren på Mols. Vi cyklede dertil eller tog båden til Skødshoved og gik over Mols Bjerge til lejren. Vi var på lange vandreture i Mols bjerge. Jeg elskede at gå rundt alene i den smukke natur med lyng og enebærbuske.

Jeg vandt flere præmier ved at sælge flest lodsedler til velgørende formål. Om vinteren tjente jeg mange penge ved at arrangere bortkørsel af sne på store budcykler og trækvogne. Om sommeren arbejdede jeg bl. andet i et gartneri for 1 krone i timen, endvidere var jeg efter skoletid bydreng for en købmand.

Lektierne blev der derimod ikke tid til. Mines karakterer var kun gode i regning, træsløjd, gymnastik og tegning, fag der ikke krævede hjemmearbejde. Lærerne var meget strenge og spanskrør og lussinger blev flittigt anvendt. Lærerne troede dengang, at lærdom skulle bankes ind i eleverne.
Jeg klarede ikke optagelsesprøven til realskolen efter 5. klasse og blev flyttet fra Fjordsgade skole til Ingerslevs Boulevards skole. Mine forældre troede dog så meget på mine evner, at de fik skaffet mig ind på den private Forældreskolen, hvorfra man kunne tage mellemskole- og realeksamen uden at have bestået optagelsesprøven. Den skole blev jeg meget glad for.

Da jeg var 15 år, kom min far på hospitalet for 2. gang med tuberkulose. Han døde året efter, den 19.10.1948, kun 50 år gammel. Jeg havde meget svært ved at komme over det dødsfald, og havde i lang tid ikke lyst til at more mig med mine kammerater. Selv om jeg gik meget på danseskole, var jeg meget genert overfor piger, en svaghed der dog fortog sig med årene. Jeg bestod mellemskoleeksamen i 1949, men ville ikke gå i skole et år mere for at få realeksamen.

Efter sommerferien kom jeg i lære "på prøve" hos købmand Worsøe Laursen i Frederiksgade 54-56. Jeg var kun bydreng og skulle bl. a. bære 50 og 75 kg sække på ryggen til Østergades Hotel og andre institutioner. Jeg var dengang 17 år gammel. I dag må unge under 18 år ikke bære ting over 12 kg. Jeg skulle tappe saltsyre og andre farlige vædsker på flasker og sortere flasker i kælderen. Det var grov udnyttelse af, at lærlinge var den billigste afbejdskraft, man kunne få. Da jeg pressede på for at få lov til at ekspedere mere, blev jeg opsagt. 

Jeg kom i lære hos købmandBernhard Madsen på Ingerslevs Boulevard 21 den 1.2.1950, hvorfra jeg blev udlært juli 1953. Det var en lille forretning, hvor jeg lærte meget, bl. a. fordi  købmanden var lam efter børnelammelse, så jeg måtte tit passe forretningen alene.
Der skulle jeg kun slæbe ølkasser med 50 stk. på 4. sal, men det var naturligt dengang.

I læretiden fik jeg konstateret tuberkulose. Da havde man heldigvis lige opfundet 2 lægemidler mod sygdommen, og jeg blev udskrevet efter 4 måneder og erklæret rask. Jeg skulle dog gå til jævnlig kontrol i mange år efter. Man vidste ikke, hvor farligt røntgenstråler var, for vi var en halv snes patienter inde til gennemlysning samtidig. Det var nu sjovt, at stå og se hinanden indvendig. Der blev også taget i hundredvis af røntgenbilleder af mine lunger. 

På hospitalet fik jeg hver eneste dag besøg af Inge. Vi havde lært hinanden at kende på danseskolen, hvor hun blev min faste partner på et af de mange hold jeg gik på. Vi begyndte også at komme sammen ved andre lejligheder. Vi blev ringforlovet, da jeg kom hjem fra hospitalet.

Efter min tuberkulose måtte jeg ikke udføre hårdt arbejde. Min mor var bange for, at min tuberkulose skulle bryde op igen, hvis jeg cyklede. Man vidste ikke bedre dengang. Vi købte derfor en Diesella knallert i fælleseje med min søster. Den tunede jeg, så den kunne køre 60 km i timen. Det var ikke forbudt dengang.

Jeg var vild med motorcykel sport. Jeg var medlem af Århus Motor Klub, og tog tit på tommelfingeren til motorløb. Især motocross havde min interesse.
Jeg var også medlem af en jiu-jitsu klub. Det styrkede i høj grad min selvtillid.

Jeg tog Handelsmedhjælpereksamen med udmærkelse i juni 1953 og fik præmie fra Handelsstandsforeningen, fordi jeg havde den højeste karakter i Århus det år. Det betød et vendepunkt i mit liv. Det gav mig lyst til at gå i skole igen, og jeg tog den 1-årige Handelseksamen med udvidet tysk og engelsk i juni 1954. Den gav adgang til at læse til HD.

Gennem Handelshøjskolen fik jeg job som kontorassistent i Aarhus Tømmerhandel A/S, men jeg befandt mig ikke godt i det meget gammeldags og snobbede firma. Da konsulen fik at vide, at jeg søgte andet job, blev jeg fyret til fratrædelse, når jeg havde fundet et andet job. Man rejste ikke frivilligt fra det fornemme firma.

30.12.1954 blev jeg gift med Inge, vi fik 3 børn, Jan, Lene og Nina. Vi boede først hos Inges forældre, men fik så en 2-værelses lejlighed i min farmors ejendom på Skovvejen 19B (se lille film) i Århus. Her blev Jan født 19.12.1957. Lejligheden lå på 2. sal, der var ingen badeværelse, men et WC på bagtrappen, fælles med naboen. Der var en kakkelovn i hvert værelse, men vinduerne i det ene var så utætte, så det ikke kunne bruges om vinteren. Koks til ovnen måtte vi slæbe op fra kælderen
I 1955 begyndte jeg at læse til HD i Regnskabsvæsen om aftenen og alle lørdage.

15.1.1956 fik jeg job som bogholder ved Volvoforhandleren i Århus. Firmaet lå dengang i Havnegade. Lønnen var ikke høj, men det var et spændende og lærerigt job, og der kunne tjenes ekstra penge ved at hente nye biler i Frederikshavn og køre dem til Århus. På togturen til Frederikshavn kunne jeg ordne mine lektier til HD-studiet. Vi kunne også købe brugte biler til indkøbspris, det benyttede jeg mig af.

Min interesse for motorcykel sport blev nu til bilsport. Jeg blev medlem af Kongelig Dansk Automobil Klub, KDAK, der arrangerede mange orienteringsløb. Både den lille Fiat 500 og min Volvo PV444 blev brugt til løb. Vi var 2, der skiftedes til at være kører og observatør. Det var mest spændende om vinteren på isglatte veje.

Jeg var glad for at være hos Volvo, men selv om Volvo-firmaet ekspanderede meget hurtigt, og alt gik godt, ville man ikke give lønforhøjelse. Jeg sagde derfor op og søgte efter et bedre betalt job.
Det fik jeg som leder af kontor og regnskabsafdelingen hos Fællesbageriet A/S i Studsgade i Århus til den dobbelte løn. Der begyndte jeg 1.2.1959. Det var en stor ledelsesmæssig udfordring. Jeg var kun 26 år, den tidligere leder skulle blive i firmaet, og alle kontorfolkene var over 50 år og klart imod et lederskifte. 3 unge kontorelever ville gerne have fornyelse, og de hjalp mig gennem begyndervanskelighederne. Der blev hurtigt et godt arbejdsklima, og firmaet tjente mange penge. I juni 1959 fik jeg min HD eksamen og blev udnævnt til fuldmægtig.

Familien flyttede i 1959 til Heibergsgade 15, men i juni 1962 blev der råd til at købe et hus på 98 m2 på Lemmingvej 7 i Stautrup. Udbetalingen blev lånt i banken, men blev hurtigt tilbagebetalt ved ekstra timer som aftenskolelærer på Handelshøjskolen i Århus. Det var en lykkelig tid med mange venner og fester. Her blev Lene født 18.9.1962.

Fællesbageriets formand var senere borgmester Orla Hyllested, ham var jeg blevet gode venner med. Vi havde engang delt værelse på en konference. Vi morede os meget over, at vi skulle sove i dobbeltseng. Han opfordrede mig senere til at søge et ledigt job som kontorchef i Århus Brugsforening, der dengang havde hovedkontor i Åbogade. Det fik jeg pr. 1.9.1963. Det var et lærerigt og spændende job med studierejser i Tyskland og sammenslutning af brugsforeningerne, først i Midtjylland. Senere blev næsten alle butikker i Danmark samlet i Brugsforeningen HB.
I juni 1965 bestod jeg, som den første i Danmark, eksamen i Elektronisk Databehandling. 

Den nye ledelse opdagede at jeg havde lavet et velfungerende budgetsystem, som man gerne ville anvende i hele Danmark. Jeg accepterede at gennemføre projektet ved at arbejde på hovedkontoret i København i 4 dage om ugen, og samtidig passe mit job i Århus om fredagen. Efter et halvt år blev jeg tilbudt en stilling som budgetchef. Med en kraftig lønforhøjelse og andre goder accepterede jeg jobbet, og familien flyttede i 1966 til et dejligt hus i Hareskovby, med direkte adgang fra haven til Hareskoven.

Jeg begyndte med en budgetafdeling med 5 medarbejdere, men efter et par år var jeg også chef for regnskabs- og rapportafdelingen. Jeg var nu chef for over 200 medarbejdere. Det var et hårdt job med stort ansvar og konstant overarbejde. Selv om alt gik godt på arbejdet, gik det ud over privatlivet. Nina blev født 12.2.1967 og Jan og Lene havde fundet nye venner. Familien faldt dog aldrig til i København. Vi savnede familie og venner i Århus, og var næsten hver weekend på besøg i Århus. Jeg begyndte derfor at søge job i Århus området.

Den 1.7.1970 flyttede vi til Klokkerfaldet 71 i Århus. Da havde jeg fået job som økonomichef på plastrørsfabrikken Nordisk Wavin A/S i Hammel. I 1973 blev jeg udnævnt til økonomidirektør.

Den 1.5.1974 blev jeg separeret fra Inge og flyttede sammen med Bente til Digterparken. 

Ved skilsmissen blev huset i Hasle belånt maximalt. Inge fik obligationer, indbo, en sommerhusgrund ved Øer nær Ebeltoft og en billig lejekontrakt. Jeg overtog huset i Hasle og en sommerhusgrund med et lille hus ved Begtrup Vig på Mols. Her byggede Bente og jeg et sommerhus på 125 m2 i 1975.

Børnene blev først i huset ved Inge, men da Inge fandt Otto, ønskede de at flytte i egen lejlighed. Den yngste datter, Nina flyttede med dem, medens Jan, Lene og hunden King blev i huset, som Bente og jeg så flyttede ind i 15.12.1976.

Jeg blev gift med Bente på det gamle rådhus i Ebeltoft 25.11.1978. Vi holdt meget af at rejse. De var flere gange på campingture i udlandet med børnene. Fra 1978 var vi hvert år i Gambia, hvor vi havde mange gode venner. Dem hjalp vi ved at betale børnenes skoleuddannelser.

Jeg havde næsten 25 gode år hos Wavin. Stillingen som økonomidirektør i en stadigt voksende international produktionsvirksomhed passede fint til min uddannelse og interesse. Gennem Wavin fik jeg også andre spændende opgaver. Jeg var 2 gange i Nigeria og flere gange i Tyskland for at analyserer virksomheder, der kørte med stort underskud. Jeg var leder af et projekt, der skulle nedskære de indirekte omkostninger i alle Wavin koncernens virksomheder. 
Den mest spændende opgave var, sammen med en kollega, forhandling og etablering af et joint venture med en stor polsk plastrørsfabrik. Det var i 1990, lige efter murens fald. Forhandlingerne tog 14 måneder og aftalen med den polske stat blev underskrevet 27.3.1991. Aktiekapitalen var 142.000.000.000 Zloty eller ca. 100 mill kroner. Der var 380 ansatte, som alle beholdt deres job. Det blev en stor succes, som blev fulgt op af et lignende projekt i Litauen.

Jeg var også medlem af flere bestyrelser. Jydsk Valutarisk Forening, Wavin Metalplast-Buk i Polen, Dancco og Foreningen Århus Arrangementer. Jeg var ligeledes ofte foredragsholder om emnerne Strategisk Planlægning, Investerings rentabilitet, Informationssystemer, Investering i Østeuropa, og privatisering i Bosnien i 1997. Endvidere var jeg medforfatter til bogen ”Håndbog i Budgettering”.

Ifølge Wavin´s regler skulle jeg gå på pension, når jeg blev 62 1/2 år. Det var den 31.1.1995. For at lave en "blød" overgang til pensionist tilværelsen startede jeg som Management Consultant, men ville kun have opgaver, der gav udenlandsrejser, og som jeg fandt spændende og interessante. Det blev til opgaver i både Litauen, Polen Italien, Schweiz, og England.

I de første 2 år af min pensionisttilværelse brugte jeg al min fritid på at udvide sommerhuset med 25 m2 garage/bryggers og 25 m2 vinterhave. Håndværkere lagde dog nyt tag på huset. Derefter blev det resterende hus renoveret.  Huset i Hasle blev solgt pr. 1.8.1997 og Bente og jeg flyttede 4.7.1997 til sommerhuset ved Begtrup Vig som helårs beboere.

Som pensionist fik jeg hurtigt helt andre interesser. Jeg gik i gang med slægtsforskning, kunne følge mine aner helt tilbage til 1420. Derefter blev 1600 sider slægtsdata med mange billeder lagt på min hjemmeside.

Gennem mange år havde jeg optaget videofilm. Nu blev der tid til at optage flere film og redigere disse film. Jeg meldte mig derfor ind i Århus Amatør Film- & Videoklub, hvor jeg senere blev formand. Mine film deltog i flere konkurrencer og vandt flere præmier. Filmen ”Livets Gang” vandt i 2006 Europamesterskab for amatørfilm under 1 minut. Min hjemmeside blev udvidet med et afsnit med mange vejledninger om videoredigering. Jeg lavede også hjemmesider for videoklubben.

I en periode var jeg medlem af det lokale vandværkets bestyrelse og formand for Dragsmur grundejerforening 2002-04. Nu er jeg igen i bestyrelsen som menigt medlem.

I 2003 var jeg med til at starte Åbent Aktivitets Center i Lyngparken i Knebel. I 2007 blev jeg formand for Centerrådet. Da var der 25 forskellige aktiviteter, som hver uge blev besøgt af 150 pensionister fra Molsområdet. Jeg underviser selv i EDB, slægtsforskning og videoredigering. Jeg laver også deres hjemmeside.

24. august 2004 fik Bente en ny hofte, men da hun kørte bil igen 8. december gik det helt galt. Hendes fod gled fra bremsen til speederen, så hun kørte i grøften og brækkede halsen, kravebenet og bækkenskålen. Den kunstige hofte gik løs, og den blev først opereret igen året efter, fordi der var resistente bakterier bag hofteskålen.
Efter lang tids hård genoptræning fik hun sin fulde førlighed tilbage.

Som pensionist har jeg sammen med sin kone Bente været på mange spændende rejser over hele verden. Ud over de i alt 25 rejser til sponsorbørnene i Gambia var vi i 1995 i Venezuela, Kina i 1996, Florida i 1998, Ungarn i 1998, Mexico og Madeira i 1999, Malawi og Zambia i 2000, Rundt i Indokina og en uge på Grønland i 2001, Sumatra, Bali, Santorini og Portugal i 2002 og i bil gennem det vestlige USA i 2003. Det år holdt vi også sølvbryllup med alle børn og børnebørn i Gambia. 

Bentes hofteoperation og en alvorlig bilulykke i 2004 satte en stopper for rejseriet, men i 2006 var hun så rask igen at vi kunne rejse til Bulgarien. I 2007 tog vi først på krydstogt i Caribien og derefter med de fleste børn og børnebørn til Bulgarien. Senere samme år blev det til en tur rundt i Egypten og Tunesien. I 2008 var vi på biltur til Kroatien og senere på en 3 ugers rundtur i Sydamerika. I 2009 var vi på en dejlig tur til Indien og Nepal.  året efter var vi på en fantastisk god sejltur på Mekong floden fra Laos til Kina, Tibet og Shangri-la, som vort hus er opkaldt efter.

I april 2011 tog vi på en tur til Israel med Unitas Rejser. Det var spændende, men vore guider var meget religiøse, så for meget af tiden gik med bønner, bibellæsning og salmesang. Jeg har været rigtig mange steder i verden, men aldrig på Bornholm. Det rådede vi bod på i sommeren 2011. Det år blev et rigtig rejseår for i den 1. oktober tog vi på en flodtur fra Moskva til Perm helt ovre ved Uralbjergene. Den hed Dostotjevskis sidste rejse efter Leif Davidsens bog af samme navn. En meget afslappet tur. 

Efter 6 år i bestyrelsen for Århus Amatør Film- & Videoklub, de sidste 4 år som formand, kunne jeg iflg. vedtægterne ikke genvælges i 2009. Det letter mig for en del arbejde og ansvar, men bruger stadig meget tid på at lave film, som kan vinde præmier og blive set på internettet.

Den 17.2.2009 troede jeg blev den sidste dag i mit liv. Jeg mistede bevidstheden i alt 7 gange den dag. Sidste gang var på vej i ambulancen fra Randers hospital til Skejby Sygehus. Mit hjerte fik kun få impulser til at slå, så jeg fik om aftenen indopereret en pacemaker. Næste dag blev jeg sendt hjem. Herefter kan jeg leve helt som før. Jeg var fantastisk heldig, godt at man bor i et land, hvor det kan lade sig gøre.

Bente og jeg er meget glade for at bo på Mols. Vi synes, at vi efterhånden har fået et dejligt hus med en vidunderlig udsigt over Begtrup Vig. Vi nyder meget den smukke natur, fredelige atmosfære og spadsereture i Mols bjerge. Vi bor nu indenfor Naturpark Mols Bjerges område. Vi elsker også samværdet med venner og familie, og især vores børn og børnebørn.

Jeg vedligeholder konditionen ved gymnastik, badminton, svømning, fiskeri og daglige spadsereture.
Hver morgen året rundt gik jeg tur med hunden Choi, men den døde i juli 2010. Vi gik langs stranden, enten ved Ebeltoft Vig eller Begtrup Vig. Nu går jeg tit turen alene. Det er altid en dejlig oplevelse. Hver dag er forskellig, men turen er altid en smuk oplevelse. Der er mange fugle ved Begtrup Vig, især knopsvaner, gråænder, edderfugle og alle mulige terne- og mågearter. Ofte ser jeg også sangsvaner, gæs og lappedykkere. Sommetider også musvåger og dådyr. Om sommeren svømmer jeg 500 meter en eller to gange daglig i Begtrup Vig.

Det er dejligt at blive gammel, når man kan tænke tilbage på et langt og lykkeligt liv.